I begyndelsen af 1800-årene, da næsten al jord tilhørte godsejerne, var
landsbysmeden også fæster. Som regel skulle han smede for et vist antal
bønder på den egn, hvor han boede. Som hos andre fæstere gik fæstet ofte i
arv til søn eller svigersøn. Den ny smed kunne også gifte sig til embedet ved at
fri til en enke, hvilket han gjorde uanset hendes alder.
I fæstekontrakten stod skrevet, at smeden skulle smede forsvarligt og
upåklageligt for et antal fæstegårde under godset.
Til gengæld skulle bønderne levere en aftalt mængde naturalier. Eksempelvis
skulle en almindelig bondegård levere 12 skæpper korn, to knipper halm, to
knipper hø, samt mælk (til ost) en bestemt dag om året.
Oftest skulle naturalierne afleveres 3. juledag. Smeden trakterede rigelig med
mad og drikke, det såkaldte smedegilde. Det var en rigtig “mandedag”.
Kvinderne måtte blive hjemme og passe bedriften; mens mændene blev i
smedeboligen, hvor der blev spillet kort. Smeden satte en skæppe med søm
ind på bordet. Det var indsatsen, og når sømmene var fordelt, blev der spillet
og drukket brændevin til den lyse morgen. på hiemvejen gik de fleste nok lidt
skævt, enten på grund af brændevinen eller fordi sømmene lå tungt i
lommerne på de heldige vindere.
Når en bonde havde smededag, skulle han stille hos smeden om morgenen
med en eller to karle, kul, jern og en forsvarlig madkurv til dem selv og
smeden. Karlene hjalp med at smede hele dagen. Ved middagstid kom der bud
fra gården med varm mad. Man satte en ære i at sørge for god og rigelig mad,
og intet måtte tages med hjem igen,
Som regel havde smeden en mindre mark og lidt husdyr, men ingen hest.
Bønderne hjalp ham med at køre gødning, pløje og at køre høsten hjem.
Smeden var en respekteret mand, som regel stor og stærk. Ved gilderne sad
han til bords lige efter degnen.
Smeden kunne styre ild og jern. Disse to ting var brugt til at jage onde ånder
på flugt, og den dag i dag bruges hesteskoen stadig som amulet. Det kan
siges, at srneden hjalp folk på vej til det hinsidige, da det som regel var hans
opgave at skrue låget på kisten før begravelsen. Men han kunne også hjælpe,
inden det kom så vidt. Han var almindeligvis god til at trække tænder ud.
Kræfterne og værktøjet havde han i hvert fald, og til tider kendte han også råd
mod andre sygdomme, som kunne ramme mennesker og dyr.
Smedjen lå ofte i landsbyens centrum ved gadekæret. Mange steder lå
bystævnet også ved smedien, hvor bylauget holdt sine møder.