Germansk jernalder og vikingetid
Vikingerne kunne sandsynligvis sejle helt herind fra havet ad åer og vandløb. Nu må man huske på, at i jernalderen og vikingetiden var de af vore åer, som vi kender i dag, brede som elve måske 30 – 50 meter eller mere. Ad Kongshøj å kunne man sejle fra udmundingen i Storebælt og helt til Gislev til området lige før Eskelundsvej øst for hovedvej 8. Her forløber et vandskel (højderyg). Få hundrede meter på den modsatte side af vand-skellet ligger Sandager gadekær, hvor Sallinge å i dag har sit udspring, altså kun nogle få hundrede meter for vikingerne at trække deres både over land.

Sidder man og studerer et landkort med højdekurver, ser man flade marker på begge sider af Sallinge å over lange strækninger næsten helt fra Sandager. Dette indikerer, at der her må have været udstrakte vådområder. Følger man å-løbet og kommer lidt uden for Krumstrup skovene dukker der mod vest en afgrening op, som forløber syd om Lørup og længere vest på. I ældre tid kaldtes dette vandløb for Kols-åen. Dalsænkningen er en såkaldt tunneldal fra den sidste istid.

Ved udgravninger på Maegaards jorder i Ryslinge i efteråret 2004 fandt arkæologer aftryk/stolpehuller til 24 oltidshuse samt hegn, brønde og affaldsgruber. I alt spænder husfundene over en periode på omkring 800 år, fra sidst i 400-tallet til 1200-tallet.
Ved tilsvarende udgravninger andre steder i landet, har man fundet, at hele landsbyer flyttede omkring i landskabet op gennem jernalderen og indtil vikingetiden, hvor de blev mere stationære. Ved at sammenholde flere fund i denne udgravning med fund i tidligere udgravninger, mener arkæologerne, at det meget vel kan være en sådan landsby, man har fundet og dermed må være det ældste Ryslinge.

I efteråret 1976 blev der i forbindelse med byggemodningen af Ærenlunds-udstykningen på den vestvendte skråning ned mod Sallinge å fundet adskillige spor efter oltidsbebyggelser bl.a. 17 kogegruber i form af 1-2 meter store ovale aftegninger, som viste sig at dække over stenopfyldte og stærkt trækulsholdige gruber. Stenene var sodsværtede og ildsprængte. Der blev også fundet en 1×2 meter stor affaldsgrube indeholdende jernalderkeramik ligesom der i nogle af kogegruberne blev fundet enkelte små keramikskår, der kunne dateres tilbage til før germansk jernalder. Det er sandsynligt, at der på dette område har ligget en af de allerførste jernalderbopladser.

Vender man blikket mod vest og ser ud over “sundet” til landet på den anden side, vil øjet fanges af endnu en jernalder/vikingeboplads ude i den sydvestlige horisont på den østvendte skråning, som i dag fremstår som markerne til ejendommene på Mølledamsvej 2 og 6.
En oltidsbebyggelse på dette sted kunne meget vel være det første Løtherop. Måske er den nedbrændt på et tidspunkt i en fejde med en fjendtlig høvding og hans vikinger eller også er den “bare” forladt til fordel for en mere “moderne” bebyggelse i bopladsens vestlige udkant på allerede ryddede og opdyrkede arealer. Denne “nye” landsby kunne være det Lørup, som er forgængeren for vores landsby anno 2007.
Nå, men dette sidste afsnit er kun gisninger, løse tanker og langt fra realiteter.