Højagergaard

Fra Byhornet. Årgang 1988,nr.2.

Pastor O.J. Hansen, Ryslinge, ville igang med at skrive om Ryslinge-kvægets historie. Det blev på grund af pastor Hansens sygdom og desværre alt for tidlige død ikke til noget. Dengang bad pastor Hansen mig om at fortælle om min far, og det kom der så nedennævnte ud af:

Kristian Hansen (1873 – 1936)

Min far, Kristian Hansen, “Højagergård”, blev født den 19.04.1873 på “Damgård” i Ryslinge, som nr. 8 af en søskendeflok på 9. Forældrene Hanne Kirstine og Hans Jørgensen havde overtaget “Damgård” efter Hans Jørgensens forældre Apolone og Jørgen (sandelig) Jørgensen, der iflg. “Ryslingebogen” på fordelagtig vis havde mageskiftet med “Holtshus”, en mindre gård ved Hestehaven.
Det var også iflg. “Ryslingebogen” særlig Apolone, der iøvrigt var søster til den kendte kvægdriver og handelsmand Hans Lørup, der her havde vist handelstalent.

Far har fortalt mig nogle minder fra sin barndoms- og skoletid.
Far gik i Ryslinge Friskole ved lærer Appel. Der var dengang en ret alvorlig strid mellem børnene fra kommune- og friskole. De sloges med træsabler og Appel, der var noget militant, opildnede sine drenge ved at sige, at ingen må give op, før det halve hoved hænger ved den tredie knap.

Det var jo i en sådan søskendeflok nødvendigt, at tøjet blev arvet fra den ene til den anden, og far var en stor knægt, før han selv fik noget helt nyt tøj, men det skete, og far var stolt. – Nu havde de børn en farbror Frederik Jørgensen, Trunderup Møllegård, som de så meget op til, og ofte vandrede de over markerne for at besøge farbror. Da far havde fået sit nye tøj, var han dog kørende med sin far i hestevogn, men glæden ved det nye tøj mistede en del af sin glans, da farbror sagde: “Du har nok fået nyt tøj min dreng, men det er droleme nou, du ka’ vejs i”, så blev far først klar over, at tøjet var købt alt for stort til ham, men det var jo netop for, at han kunne bruge det i flere år.

I kommunehuset, der dengang kaldtes fattighuset, boede en dreng, der hed Frederik, han var slem til at ødelægge sit tøj, når han legede med de andre børn. Han blev da af forældrene, mens de var på arbejde, bundet til slibestenen, men det klarede han sammen med de andre drenge ved at sætte sig på slibestenen, medens kammeraterne trak stenen rundt. Det varede ikke længe, før der var hul i buksebagen.

Fars seks år ældre søster Marie havde fundet en ven, der ikke blev godkendt af forældrene. Denne ven rejste til Amerika, klarede sig godt og sendte bud efter sin veninde. Marie var betænkelig ved at rejse alene og far lovede at følge med. Far, der var 24-25 år, så måske også, at der muligvis var en chance derovre i “guldlandet”, men selvom der kom lidt rå guldklumper med hjem var det meget andet forskelligt arbejde, far deltog i, bl.a. som havnearbejder. Hvem der ville arbejde, kunne også tjene penge. Efter 5 år kunne det tillades at tage en tur hjem, det var dog fars mening at rejse igen efter et kort besøg. Det blev nu noget andet, far købte gården “Skovlund” i Villumstrup ved Herrested. Om det var mor, der var kommet i vejen ved jeg ikke, men det er da meget sandsynligt, de blev gift den 28.05. 1903.
Mor, Ane Susanne, datter af Johanne og Rasmus Hansen, “Settensbjerggård” Brangstrup Mark pr. Ringe, er født den 09.06.1874.

“Skovlund”, der var en gammel stråtækt gård, brændte nytårsnat 1905. Branden opstod ved nytårsskyderi, da der udefra blev kastet en såkaldt “skrubtudse” ind under porten. Hele gården brændte og ikke meget indbo blev reddet.

Det næste halve års tid, mens gården blev bygget op igen, boede mor og far med deres førstefødte datter Esther Johanne, født 27.03. 1904 i et lille stråtækt hus i nærheden, og her fødtes tvillingerne Asta og Nanna den 06.03.1905.

I den nybyggede gård så 3 børn dagens lys for første gang, Ejner den 24.01. l908,Edith den 03.11. 1910 og Johannes Arne den 11.12. 1912.

Den midtfynske hjemegn har nok alligevel haft for megen tiltrækning, 1913 købte mor og far 21 ha jord fra “Vestergård” i Lørup for 25.000kr., herpå byggede far “Højagergård”, en næsten tro kopi af “Skovlund”, dog var der ligesom mere stil over “Skovlund”, “Højagergård” kan virke lidt mere kluntet.

Der var ikke så meget at slå til siderne med, vi børn fik at vide, at der skulle spares. Jeg husker engang, jeg stod og vaskede mig, at far bebrejdede mig, at jeg ruttede med sæben.

Fars største interesse var egentlig heste. I flere år havde vi selv en belgierhest, der hed Jungsir, den blev syg engang og far rejste ind til Landbohøjskolen med den, men vi så den ikke mere.

Far drev også en del hestehandel. Vi har engang, kan jeg huske, haft 17 heste på stald. Jeg tror nok, den handel rettede en del på økonomien.

Alligevel blev det dog kvægavl, der blev fars største triumf. Det var den berømte Ryslingestamme af rødt dansk malkekvæg.
Der var jo kommet en blodfornyelse fra det røde Ballum og Anglerkvæg, som Hans Lørup hentede i Holsten og Slesvig og drev ad vejene helt til København. Det blev særlig Ballumkvæget fra Nordslesvig, der kom til at præge Ryslingestammen. Fars bror, Frederik Hansen, der havde overtaget fødegården “Damgård”, havde haft held til at få fremavlet en særdeles fin besætning, der gav de flotteste præmier, når de blev fremstillet. Bl.a. ved landmandsforsamlingen i Fåborg i 1907, hvor der i anledning af jubilæumsudstilling blev skænket en særlig flot præmie til den bedste samling malkekvæg. Præmien, en model af en tyr lavet af rent sølv, havde efter sigende i indkøb kostet 2000 kr. (i 1907).

Far købte en kalv og en ko fra “Damgård”, og ved held og dygtigt avlsarbejde nåede far at få ligeså stor en anerkendelse for sine gode dyr.
Mange tyre fra “Højagergård” har virket over hele landet, mest kendt er tyren “Højager” der, hvis vi går langt nok tilbage vel vil findes på 90 % af rdm. stamtavler. “Højagers” kranium findes på Dalum Landbrugsskole. Den blev 17 år gammel.
Måske mere berømt blev en af “Højagers” sønner, “Højager Nakke”, der også er tillagt på “Højagergård”. Den blev som kalv solgt til Odsherred ved Peder Hansen, Borggård, Nakke og opnåede den ære at få Hms. Kongens ærespræmie i København 1928. “Højager Nakkes” skelet er opstillet på Landbohøjskolen i København.

Moder til “Højager Nakke”, nr. 15 Delfinden var en ualmindelig god malke- og avlsko. Den fik 5 sønner: Højager Rolfsted, Højager Nakke, tvillingerne Kastor og Phollus samt Ponto, der alle var betydelige tyre.

Der var jo også økonomi i sådan en ko. Bl.a. kostede tvillingerne hver 6000 kr. kontant og 6000 kr. på vilkår. Som bevis for, at det også var en god malkeko, ydede den på 1 år 388 kg. smør, det var noget af rekordydelse dengang. Den ko var far også blevet så glad for, at den ikke skulle på slagtebænken. Da den ikke kunne mere, blev der gravet et stort hul i jorden bag laden. Delfinden blev ført derhen og fik en kugle for panden. Inden den blev dækket med jord, så jeg far kaste en flaske med et papir i ned i jorden. Hvad der står skrevet, bliver vel aldrig opklaret.

Der blev også tid til at varetage andre interesser, at være bestyrelsesmedlem i Ryslinge Brugsforening var nu ikke det, der interesserede far mest. Det irriterede f.eks. meget ved opgørelse at tælle knapper og måle silkebånd. Det blev vist også gjort mere omstændeligt dengang.
Bedre var det at være i bestyrelsen for Svendborg Amts Landøkonomiske Selskab, hvor far i 1923 blev næstformand. Dengang var det A.C:D: Pedersen, Forhåbningslund, der var formand, de 2 arbejdede godt sammen i ca. 5 år. Der kan gå politik i alt, det gjorde der også her. A.C.D.P., der var konservativ folketingsmand, var kommet med politiske udtalelser, der stødte mange af medlemmerne, der vel nok talte flest venstremænd.
Far blev klar over, at det kunne få konsekvenser ved næste formandsvalg og foreslog derfor A.C.D.P. at trække sig tilbage i stedet for at risikere at blive smidt af. Det venneråd tog A.C.D.P. meget ilde op og mente, far agiterede mod ham.
Ved formandsvalget blev A.C.D.P. foreslået genvalgt, far ville ikke modtage valg til formand. Aksel Nielsen, Nørremosegård, Trunderup, blev også foreslået og blev valgt. Far fortsatte som næstformand, også de 2 havde et godt samarbejde i flere år, til far trak sig tilbage-

Det blev også til en periode i sognerådet, et hverv, som far gjorde en del ud af, men det var nu ikke det, far ønskede at bruge sin tid til.
Et andet offentligt tillidshverv som voldgiftsmand tror jeg virkede mere interessant og tiltalende på far. Der var en vis tilfredsstillelse ved at kunne få et forlig i stand mellem to parter, hvor der, som det hedder, er opstået tvistigheder angående handel med husdyr. En protokol, som jeg har fra 1929, er ganske interessant at studere.

Den bedste tid for far har alligevel været, da kvægbesætningen udviklede sig til at blive helt på toppen. Den var vel på sit højeste i 1932, da der var jubilæumsdyrskue i Ringe. Det oplevede jeg ikke på nært hold, da jeg den sommer opholdt mig på en farm i England, men efter forskellige avisudklip og beretning, far sendte mig, forstod jeg, hvor godt, det var gået, og at far var meget lykkelig for det.

Far blev ved sin 60 årsdag den 09.06. 1933 udsat for megen hyldest og rosende omtale af venner og bekendte i dagspressen

Familien på “Damgård” var med i den menighed, der 1868 fulgte pastor Birkedal og var med til at danne Ryslinge Valgmenighed. Den hørte far og mor også til, men sluttede sig senere til Ryslinge Grundtvigske Valgmenighed, da den skilte sig fra.
Mor og far var imod oprettelsen af den særlige skole for menigheden, “Lørup Friskole”.

Efter hvad jeg her har fortalt, kan det synes, som det for mor og far næsten har været glæde og lykke hele livet, det er dog langt fra tilfældet.

I 1929 døde Ejnar 21 år gammel og 1935 døde Asta 30 år gammel, begge på grund af tuberkulose. Det var en meget stor sorg for familien, og det gjorde det ikke mindre, at far led af samme sygdom. Den 22.06. 1936 døde far i sit hjem på “Højagergård” 63 år gammel. *)

Det var aldeles tydeligt, at far holdt meget af os alle i hjemmet, måske kunne far være lidt streng over for os børn, men der lå altid kærlighed bag, far ville vort bedste.
Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at der har været så meget som en kurre på tråden mellem mor og far. Det kan godt være, at mor til dels betragtede fars mening som en slags lov. Mor og far talte dog for det meste sammen om tingene, og far var meget hensynsfuld over for mor.

Til mors og fars sølvbryllupsfest den 28.05. 1928 havde bl.a. fars søskendedatter skrevet en sang, de to sidste vers er så rammende, at jeg gerne vil slutte med at citere:
Dannekvindens ynde ligger gemt i Sannes sind-
å- så trygt hos hende vi kan færdes ud og ind,
hun om arnen værner støt og sætter gode spor,
lykkelige er de hjem, der ejer slig en mor.

Retsind præged tidlig silde onkel Kristians færd,
ærlig har han stræbt for alle dem, der står ham nær,
Vi har alle set, hvor dygtigt han er nået frem,
børneflokken her har haft et godt og prægtigt hjem.

Johannes Arne Hansen.

*) Efterskrift
Arne Hansen fortæller ikke, at det var den smitsomme kvægtuberkulose de alle døde af. Da Ejner døde i 1929 havde besætningen allerede i nogle år været angrebet af kvægtuberkulose og Kristian Hansen var blevet opfordret til at lade alle de syge dyr slå ned, da denne tuberkulose let kunne smitte mennesker. Kristian Hansen nænnede dog ikke, at skulle miste største delen af sin uvurdelige stambesætning.
——————–
GYLDENDAL’S “DEN STORE DANSKE” skriver om Kvægtuberkulose:

Mycobacterium bovis kan angribe en lang række drøvtyggere, men også mange andre pattedyr som fx menneske, for hvem den er lige så farlig som den humane tuberkelbakterie.
I Danmark bredte kvægtuberkulose sig i slutningen af 1800-tallet pga. stor smittefare i forbindelse med skabelsen af de moderne malkeracer, bl.a. via import af dyr til indkrydsning med hjemligt kvæg. Omkring 1930 var infektionen udbredt til ca. 30% af danske kvægbesætninger, og smitte til landbefolkningen var almindelig. Bekæmpelsen af kvægtuberkulose i Danmark blev indledt omkring 1900 ved omfattende tuberkulinprøver og overvågning ved kødkontrollen og førte til udryddelse af sygdommen i 1950’erne. Også i andre vestlige lande er sygdommen udryddet. I 1989 forekom kvægtuberkulose hos farmhjorte, der var indført til Danmark fra Centraleuropa, men den er atter udryddet.