Grovensmose/Döitmosen

Til daglig kalder vi den bare ‘mosen’, men på motorvejen mod Svendborg ser vi, at den officielt bærer det lidet flatterende navn, ‘Dynden’ – formodentlig et forsøg på retskrivning af det gamle midtfynske udtryk ‘Døjten’

Om foråret, når vandstanden er højest, træder den i karakter som en smuk langsø i bunden af en tunneldal – og særlig smuk er den, når den en stille sommerdag spejler himlen med insekter og svaler flyvende lavt over overfladen.

De stejle skrænter står markant i landskabet og vidner om en turbulent istid, hvor vældige kræfter pumpede smeltevand frem under isranden og skar kløfter i underlaget. Med tiden er smeltevandsfloden dog faldet til ro, og tunneldalen har derefter i årtusinder ligget hen med græs og tørv og kildevæld.

2018. Foto: Jens A

Med disse aktiver har mosen ikke bare været en uanvendelig lokalitet, men været en ressource som de fleste omkringliggende landbrugsejendomme kunne bruge. Det fremgår af et matrikelkort fra 1976, at den var parcelleret ud i mange småstrimlede lodder, for at tilgodese flest muligte lodsejere.

 

Fra motorvejen ser man tydeligt, hvordan den tidligere landevej – nu motorvej – hviler på en dæmning, der gennemskærer tunneldalen med Dynden mod øst og Groven mod vest.
Ved anlægsarbejdet i 1967/68 blev afvandingen af landevejen titført mosen, som dengang var tørlagt, bortset fra en lille bæk med forbindelse til Sallinge A. Bækken var rørlagt gennem den Iille dæmning ved søens nuværende østende, men de gamle teglrør blev trådt i stykker af kvier, og vandet blev stemmet op. Søen var pludselig en realitet.
Daværende ejer af Kvistgården lidt nord for mosen, Aage Lundby, vurderede, at søen ud fra et naturæstetisk perspektiv var en gevinst for området. Han satte derfor et betonrør i dæmningen højere oppe, så vandspejlet kunne bevare sin nye højde.

Aage Lundby fortæller, at mosen gennem tiden har krævet ofre. En af hans kvier blev engang i 60’erne dræbt af et lyn-nedslag i mosen. En anden gang løb en tøjret tyr derned og kom til at hænge fast i en busk ude i dynden. Falck assisterede, men den stod ikke til at redde.

2018 Gråstrubet Lappedykker, Foto: Jens A

Til mosens historie hører også beretningen om bæveropdræt i efterkrigs-tiden. Min farbror Aage Andreassen, som dengang drev et beskedent landbrug på vores bopæl, Lørupvej 23, holdt bævere i trådbure nede i mosen. Der var dog ikke tale om den slags bævere, der oprindeligt var hjemmehørende her i landet og som senere er sat ud ved Klosterheden Møllesø i Jylland.

Pelsdyravlen havde haft tilbagegang under krigen, og i et forsøg på at kompensere forsøgte man mange steder at opdrætte sumpbævere – eller som den hedder på latin Myacastar coypus.
Den er forholdsvis nem at have rned at gøre, ernærer sig udelukkende ved vandplanter, bark af unge træer som pil og poppel samt rodskud. Den er produktiv – får 5-8 unger 2-3 gange om året – lever i familiegrupper og er ikke særlig sky.

I tilgift smager kødet udmærket. Vores gamle genbo, Verner Nielsen, bekræftede flere udsagn herom.

Sorn nabo til mosen har vi her fra vores matrikel fulgt udviklingen siden først i firserne, og interesseret os for mosens ve og vel. Dengang blev den hvert år fredeligt afgræsset af en lille flok kvier hen over sommeren, indtil jagthornet lød ved landevejen, og en større patrulje af jagtentusiaster i kamp-uniform heroisk nedlagde ftyvedygtigt fjerkræ fra vest mod øst.

Den årlige massakre harmonerede ikke med vores natursyn, og sarnmen med andre omkringboende familier fik vi lavet en aftale med Aage Lundby om leje af mosen til rekreativt brug og moderat jagt og fiskeret.

Det fungerede fint i en årrække, indtil Aage Lundby i 1994 solgte Kvistgården og dermed mosen til Lars Andersen Volstedgaard.

Moselaugets lejemål fortsatte dog i forhold til den nye ejer, men i nogle år blev området ikke længere afgræsset.

Det betød, at mosen skiftede karakter, da siv, tagrør og dunhammer kunne etablere sig i vandkanten, og brændenælder og alle andre naturligt forekommende arter uhæmmet kunne udfolde sig. Desuden bredte træerne sig fra hegnene ned mod vandet, og det blev næsten umuligt at komme rundt om søen. Samtidig lukkede rør-afledningen helt ved dæmningen, så vandstanden i søen blev endnu højere.

Den frodige kantbevoksning gav bedre betingelser for fuglenes ynglemuligheder og mosen begyndte at ligne et rigtigt naturreservat. – men et reservat, der lukkede sig om sig selv – og af for naturinteresserede.

Situationen blev et klart eksempel på, hvad manglende pleje betyder. Den herskende idyl med en varieret flora knyttet til vand, eng, mose og overdrev ville over en årrække springe i skov og forvandles til en urtidssump, som den vi ser i forlængelse af søen mod øst. Den har bestemt også både sin berettigelse og charme og tjener sit formål som fødekammer og skjulested for mange fuglearter. Nattergalen har i mange år sat pris på den.
Omkring årtusindskiftet blev der som mange andre steder i Fyns Amt anlagt en offentlig trampesti rundt om mosen, “Sporet ved Grovensmose”. Nu havde atle i princippet adgang til mosen.

Sporet ved Grovens mose

Dynden/Grovensmose/Döitmosen, Luftfoto Jens A 1985

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2003 opstod der stor usikkerhed om mosens fremtid pga. den planlagte motorvej og ikke mindst det tilknyttede rasteanlæg, der var projekteret til at ligge umiddelbart nord for og med adgang til mosen.
Samtidig steg lejemålet betydeligt, og det blev nødvendigt at udvide kredsen i moselauget til 15 familier.
Tilgroningen af mosen blev tydelig for enhver, der deltog i beboerforeningens lille arangement med aftenkaffekurvstur i mosen d. 19. august 2004.

Et forsøg på at skabe passage med le-slåning og buskryddere i juni året efter gav kortvarigt mulighed for rundture, men naturen viste snart sin overmagt og lukkede igen.

I forbindelse med anlæggelsen af motorvejen blev Kvistgården eksproprieret og revet ned og udgangspunktet og parkeringsmulighedeme for adgang til trampestien var dermed væk.
I august 2008 stod det helt klart, at mosen skulle afgræsses igen, hvis den skulle genvinde sin kvalitet som midtfynsk naturperle. Alle gode viljer samledes, og de implicerede familier tilbød deres arbejdskraft til reetablering af indhegningen, hvis
Lars Andersen ville levere kvierne.
Det blev en god ordning.
Afgræsningen har genoprettet balancen i mosen og givet plads for ’mangfoldigheden’,og dermed mosens værdi som naturperle.

2009 mod øst. Foto: Jens A

En del asketræer har etableret sig og skabt grobund for anemoner som ikke tidligere har været set i det omfang. Et massivt slåenbuskads på sydsiden skaber ikke grobund for ret meget andet – men tilgives, når man ser det hvide forårsblomsterflor og høster bærrene til snapsen.

Her i foråret kan man glæde sig over at finde fladstjerne, vorterod, engkarse, kodriver og engnellikerod i græsset eller Judas-øre på en gammel hyld, rødmusen, der klatrer rundt og samler mos i gamle træer, svanerne, der ruger på reden, de gråstrubede lappedykkere, der hviner som grise, men stråler som nypudset kobber på hals og bryst. Blishønsene er der naturligvis også, men de er måske mest interessante om vinteren, når havørnen gæster mosen for at vurdere ‘spisekammeret’.

Visheden om de store gamle kæmpegedder, der gemmer sig under overfladen, er med til at give mosen et vist anstrøg af mystik og uhygge, som man ikke skal tage for let pa! – Lærte et par ungersvende, da de for nogle år siden med en kasse bajere – uden tilladelse – entrede ‘Moses’, en lille glasfiberbåd for at fiske. Den fangne gedde tog gruelig hævn over bedraget ved at skambide fiskeren, så han måtte søge hjælp til forbinding hos Gunhild. Dramatikken forstærkedes af, at han havde den ene arm i gips, og den var blevet farvet ganske rød af blod.

Om det var samme fisker, der havde efterladt et blink med to trekroge i vandkanten vides ikke, men for et par år siden hørte jeg en eftermiddag en voksen mand råbe om hjælp nede fra mosen. Han var helt klart i nød, og jeg løb derned og så ham gå foroverbøjet med en stor hund på nordsiden af søen.

Han var havnet i en frygtelig situation, da hans hund havde opsamlet blinket og fået den ene trekrog til at sidde fast i munden. Mandens forsøg på at fjerne den resulterede i, at den anden krog satte sig fast i hans hånd. Mand og hund var dermed låst sammen.

Jeg kunne kun råde dem til forsigtigt at komme op på Lørupvej, så vi kunne rekvirere hjælp. Det med forsigtighed forstod hunden ikke, så den forsøgte naturligvis at rykke krogen ud med voldsomme kast med hovedet. Jeg kunne høre, det gjorde ondt på begge.
Da de langt om længe kom op på vejen, havde hunden giort kort proces og flænset krogen ud af mandens hånd. Han blødte voldsornt, og igen måtte forbindingskassen findes frern på Lørupvej 23.

Hunden havde stadig den anden krog i munden og mit forsøg på at fjerne den med venlige ord og bidetang lykkedes ikke. Den var for øvrigt en kamphund, og det efterlod den ikke tvivl om under vores hjælpeaktion.

Vi var nødt til at rekvirere en dyreambulance, men sådan en kommer ikke bare med det samme. Situationen skal nøje vurderes af en dyrlæge, og frem for alt skal man kunne forsikre om, at man står klar med et par tusind kroner til regningen.

Den arme mand havde ikke lige været omkring hæveautomaten på turen til mosen, så situationen var kritisk. Efter flere opringninger og lange forhandlinger lykkedes det dog at få en ambulance ud. Den bragte mand og hund frem til en dyreklinik, hvor krogen formodentlig er blevet fjernet under bedøvelse.

Dette drama føjer sig til flere andre. Et af dem kender jeg ikke forklaring på, men en sensommeraften for mange år siden, hvor jeg gik en tur rundt om mosen, så jeg på sydsiden op mod landevejen noget mistænkeligt ligge og flyde i vandet. Der lå mosebryg over vandet, så det var svært at se detaljeme, men det lignede en overkrop, og jeg nåede at gøre mig nogle uhyggelige tanker.

Med en lang hasselstage kunne jeg akkurat nå at skubbe lidt til genstanden, og jeg blev overbevist om, at det var kød. Jeg fik genstanden drejet rundt, og nu kunne jeg se, at det ganske rigtigt var en kropsdel – nemlig forkroppen uden hoved af en fuldvoksen gris – heldigvis!
Men hvorfor og hvordan var den havnet her?

Svanerne har altid været trofaste ynglende i mosen, og i mange år er det lykkedes dem at få et kuld på vingerne. Men det har ikke været nogen selvfølgelighed. Et år kom en af dem til at sidde fast i el-hegnet, og jeg fandt den død nogen tid efter. En anden gang fik de gjort et kuld på fem klar til voksenlivet, men da de om efteråret skulle til at flyve væk opdagede vi, at den ene unge var handicappet. Den kunne ikke flyve.
Kulden tog til og frosten satte ind. Ville de flyvedygtige svaner tage afsted og overlade den handicappede til sin egen grusomme skæbne?

lsen begyndte at pakke til, og vinteren var for alvor ved at vise tænder. Efterhånden lå svanefamilien tilbage i en lille åbning i isen.
En morgen konstaterede jeg, at familien var taget afsted, bortset fra den handicappede, der lå tilbage og roterede i det lille åbne hul, der var på vej til at Iukke.

Den skreg om natten, så det kunne høres helt op på vores soveværelse. Vi vurderede, at det ville være en barmhjertigheds-gerning at få den skudt og en lokal jæger tog opgaven på sig.
Det er også sket, at svanereden er blevet plyndret for æg, men hvem synderen var, ved jeg ikke.

De sidste to år har svanerne tillidsfuldt bygget rede nedenfor vores have og sidste sommer fik de 5 ud af 6 unger på vingerne. De er ikke helt tilfredse med den tiltagende forekomst af grågæs, som bliver sat på plads mange gange.

lnd imellem er vandtrykket så stort, at det mange steder pibler ud af skrænterne, men et bestemt sted på sydsiden er der faktisk tale om en lille kilde, der leverer vand til sumpområdet i den østlige ende. At dømme efter farven ser det ud til at være meget okker-holdigt.
Alt i alt er mosen en fantastisk biotop, som ligger og beriger os med stor diversitet og skønhed, men uden kvierne går det ikke.

April 2018
Jens Andreassen