Anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Christensens bog:
Svenskekrigene 1657 – 1660

Aldrig har den danske stat været så hårdt presset, som da den svenske Krigerkonge Karl Gustav i 1600-tallet besatte landet. Ny bog fortæller bl.a. om de svenske planer for den totale opløsning af Danmark.
Hvornår har den danske stat været i den største fare? De mulige svar er mange, for danmarkshistorien er- som Johannes V. Jensen skrev – en lang række af nederlag. Var det efter pesten, der i 1300-tallet lagde store dele af landet øde? Var det statsbankerotten i 1813? Eller nederlagene på Dybbøl og Als i 1864 – eller den tyske besættelse i 1940-45?
Nej. Som nation betragtet har Danmark med al sandsynlighed aldrig været så tæt på afgrunden som i perioden 1657-1660, da svenskerne anført af krigerkongen Karl d. 10. Gustav terroriserede landet. Ikke alene lammetævede svenskerne de danske tropper og hærgede landet og befolkningen på det frygteligste. Men svenskekongen udarbejdede også en detaljeret plan for, hvordan Danmark skulle nedlægges som nation. Sverige skulle naturligvis have Skåne, Halland, Blekinge og en stor del af Norge – og naturligvis Sjælland. Så den fede Øresunds-told kunne tilfalde den svenske konge. Englænderne kunne få den nordlige del af Jylland – og nogle områder i Norge, som englænderne var interesserede i – og hertugen i Holsten, der var Karl Gustavs svigerfar, kunne få nogle områder i Sønderjylland. Danmark fyldte meget dengang. Der kunne blive en god luns til alle.
Historikeren Lars Christensen, der har speciale i 1600-tallet, har skrevet bogen “Svenskekrigene 1657-1660”, og han har på baggrund af svenske kongers korrespondance og udtalelser til andre, der siden har gengivet dem, sat en tyk streg under, at Danmark aldrig har været i så konkret fare for udslettelse som under Karl Gustav-krigene.
Det var svenskekongens klare hensigt at skære Danmark op i mindre bider – give noget væk til andre lande for at undgå at få dem som modstandere af et stærkt Sverige – og så beholde det vigtigste af landet og gøre det til en svensk provins.
Karl Gustav fortalte også, at det ikke var meningen at “Skada bror lilla”, som han kaldte den danske konge, Frederik d. Tredje. Han og den kongelige familie skulle indkvarteres standsmæssigt. Altså sættes i luksus-fængsel. I øvrigt en ide, som mødte modstand hos de forskellige europæiske statsledere. Tanken om at arrestere en majestæt og spærre ham og familien inde var ikke politisk korrekt i 1600-tallet. Den var højst upassende.
Lars Christensens bog signalerer forfatterekspertise på lang, lang afstand, men den er ikke desto mindre underholdende og godt fortalt. Det mest tankevækkende i bogen er givetvis analyserne omkring den skæbne, som Danmark var tiltænkt. Det har andre historikere ikke dokumenteret og understreget så tydeligt, som Lars Christensen. Og det gør indtryk.
Næste gang jeg kører til Nyborg og ser ud over Lundsgaards marker, vil jeg føle respekt og taknemmelighed for de danske og allierede tropper, der kæmpede her i 1659 og besejrede Karl Gustavs hær. Og når jeg ser på den lille del af København, der i 1659 lå inden for voldene, vil jeg også føle respekt. For Frederik d. Tredje, der valgte at blive og slås. – Jeg vil dø i min rede, sagde kongen. Det kom han ikke til. For København modstod den svenske storm 11. februar 1659. Nederlaget foran voldene – og nederlaget ved Nyborg stoppede Karl Gustav og reddede Danmark. Det allermest afgørende var givetvis, at Købehavn holdt ud. At borgerne og kongen modstod den langvarige svenske belejring – og derved gjorde det muligt for de allierede, især hollandske tropper og en stærk hollandsk flåde, at nå frem.
Karl Gustav døde i øvrigt umiddelbart efter slaget ved Nyborg. Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge for altid. Men overlevede som nation.

Lars Christensen kommer rundt om såvel de to kongers forskelligheder som deres styrker og svagheder. Umiddelbart bliver man charmeret af Karl Gustav. For nok var han kriger og tænkt som soldat. Men han havde en ramsaltet humor, var en handlingens mand og et festligt menneske.
Og midt i rækken af tragedier, som svenskekrigerne medførte, må det ikke glemmes, at det var Danmark, der erklærede krigen i 1657. I et forsøg på at få hævn for nederlaget, der førte til den elendige fred i Brömsebro i 1649 efter Torstenson-krigen. Det var altså danskerne, der begyndte. Så Karl Gustav havde på sin vis ret, når han afviste at fare med lempe mod danskerne.
– Når bror lilla lader mig gå så langt for at komme frem til musikken, skal han også træde dansen, sagde svenskekongen.
Med årene blev Karl Gusav temmelig kraftig, for at sige det pænt. Ikke så underligt, for han åd og drak. Alligevel bevægede han sig let – iført rustning – på en hest i felten, altid i forreste linje.
Frederik d. Tredje var en stille, introvert mand. Han var ikke farverig, hverken som den svenske konge eller som sin egen far, Christian d. Fjerde. Han opsøgte ikke positioner i forreste linjer. Men det viste sig, at når det krævedes, var han modig og uforfærdet. Han var sej og udholdende i en grad, der minder om irriterende stædighed. Samtidigt formåede han under krigens pres at manøvrere politisk på hjemmefronten, så da krigen var forbi, fik han indført enevælden i Danmark. Adlen indså, at det såkaldte “domæne-samfund” ikke kunne løse fremtidens opgaver, først og fremmest kunne det ikke finansiere et stærkt forsvar. Kongen fik magten – og statsfinansiering via skatter fulgte med.
Men skønt Danmark overlevede krigen, var landet voldsomt medtaget. De svenske besættelsestropper havde plyndret og hærget. Danmark var forarmet i uhyggelig grad. Masser af mennesker var blevet pint og dræbt, fordi de ikke ville fortælle svenskerne, hvor de gemte deres værdier – eller også kunne de ikke fortælle det, fordi værdierne var stjålet af andre soldater for længst. Voldtægter var en selvfølge, hvor soldaterne kom frem. Og alt blev taget. Tøj, sko, korn, æg, høns, svin, kreaturer og heste. For hæren skulle forsørge sig selv undervejs. Det kom den danske befolkning til at lide forfærdeligt under. I mange danske byer accepterede man at betale en høj skat til besættelses-tropperne for at undgå plyndring.
Og paradoksalt nok blev det endnu værre, da svenskerne kom i defensiven, og de allierede tropper marcherede gennem Danmark. De skulle også forsørges af den lokale befolkning, og flere steder viste disse tropper sig at være værre end svenskerne. Civilbefolkningen led som aldrig tidligere. Men Danmark klarede sig lige netop i land som nation. Men det var med det yderste af neglene, at nationen fik trukket sig op.

Lars Christensen
“Svenskekrigene 1657-60”
624 sider, Kristeligt Dagblads Forlag