Kapelgaarden

Kapelgaarden, Kapelvej 5, 5750 Ringe
Matr.nr. 4b, 40c Lørup by Ryslinge sogn

Nuværende ejere: Dorthe og Søren Østertoft
Seneste ejerskifte: 1. juli 2001

Kapelgaarden anno 2011, Fotograf Johs. Westergaard

I middelalderen bestod landsbyen Lørup af 11 gårde og 10 – 12 huse, som beboedes af husmænd og håndværkere. De 4 største gårde tilhørte godset Tøystrup, som er beliggende i den nordvestlige del af sognet. De resterende 7 gårde samt alle mindre huse tilhørte det nærliggende gods Krumstrup.
Disse 7 Krumstrupgårde lå fordelt med 4 gårde på toften mellem Krogensgaard og Herredsfogedgården og de sidste 3 lå i det syd østlige hjørne af byen nærmest Krumstrup.

Ved udskiftningen i 1787/88 blev alle 4 gårde på toften udflyttede dels til Lørup hede og til Egsmarken. Af de 3 gårde i byens syd østlige hjørne blev én udflyttet til Egsmarken, mens de 2 andre blev liggende. Den ene af disse var Kapelgaarden, nu Kapelvej 5.

I 1664 hed fæsteren Anders Knudsen og i 1688 var sønnen Knud Andersen fæster af Kapelgaarden. Herefter hed fæsterne generation efter generation Peder Pedersen (oftest kaldet Per Persen). Den næstsidste Peder Pedersen frikøbte gården fra Krumstrup i 1796.

Nabogården som blev udflyttet til Egsmarken i 1788 og kaldt Kildegaard købte den sidste Per Pedersen i 1839 og sammenlagde jordene. Bygningerne blev nedbrudte.

Ved Folketællingen i 1787 boede følgende personer her:
Peder Pedersen 31 år hosbonde, hans kone Appelone Rasmusdatter 31 år madmoder, deres datter Sara Pedersdatter 2 år, hosbondens moder Anne Kirstine Nielsdatter 54 år (får afgift af gården), hosbondens broder Hans Pedersen 18 år tjenestedreng, Hans Rasmussen 29 år, National Soldat og tjenestekarl, Morten Rasmussen 11 år tjenestedreng og Maren Rasmusdatter 22 år tjenestepige.

Peder Pedersen var blevet gift i Ryslinge Kirke den 18. nov. 1784 med Appelone Rasmusdatter fra Ellerup i Gudbjerg sogn. Datteren Sara blev døbt den 06 nov.1785 i Ryslinge Kirke. I 1792 fik de en søn, som den 15. januar 1793 blev døbt Peder.

Peder Pedersen døde den 29.maj 1819 af vattersot 63 år gammel.
Herefter overtog sønnen Peder Pedersen (Peer Peersen) Kapelgården. Han giftede sig den 02.dec.1820 med den 18-årige Maren Jespersdatter fra Dyrelund1) i Brangstrup.

Peer Peersen var lille af vækst og selv trykket deraf, så han forsøgte at bøde derpå ved at gå med højklampede fransk træsko og høj silkehat. Men han var sine bysbørn åndelig overlegen, og alle viste ham deres respekt ved at tiltale ham I i stedet for du. Han var den dygtigste landmand på egnen og fordoblede gårdens areal ved tilkøb af Kildegården i Egsmarken.
Han var den førende mand i den grundtvigske bevægelse i sognet, idet han sluttede sig tæt til pastor Vilhelm Birkedal og friskolebevægelsen.

Han samlede hver jul arbejder- og husmandsfamilier til en festlig juleaften på gården med fin julemad og med juletræ og salmesang.

Ved folketællingen i 1834 har de 4 børn: Peder 13 år. Jesper 9 år, Niels 6 år, og Jørgen 3 år samt 2 tjenstefolk.
I 1835 får de endnu en søn den 28. juli. Moderen døde af barselsfeber den 17. august 1835.
Peer Peersen giftede sig for anden gang med den 23 år yngre Ane Marie Clausdatter fra Davinde sogn. Brylluppet fandt sted den 16.dec.1836 i Davinde Kirke. Hun var en velvoksen pige, der kunne give slægten legemshøjde.
Med Ane Marie fik han børnene: Maren f.1838, Jørgen f. 1844 og Abelone f. 1847
Af børnene fra 1. ægteskab blev Peder gårdmand i Bred i Vissenbjerg sogn, Niels forpagtede Krumstrup Mølle i 1853 og blev gift den 17.feb.1855 med Christiane Nielsdatter Faber datter af Niels Faber i Herredsfogedgaarden.
De får sønnen Niels Peder Grønvald Nielsen i dec.1857

I 1862 opsiger de forpagtningen af Krumstrup mølle, da Niels Pedersen har købt
Egebjerg mølle i Kirkeby sogn.
Niels Pedersen omkom imidlertid ved en tragisk faldulykke på møllen i august 1867, kun 40 år gammel.
Sønnen Grønvald Nielsen blev den senere så landskendte og efterspurgte højskoleforstander og foredragsholder på Vestbirk Højskole ved Horsens.

Maren f.1838 af 2. ægteskab blev gift den 07.september1865 i Vartov Kirke i København med Gårdmand Jens Christian Berntsen til Ny Krumstrup. Pastor Birkedal foretog vielsen.

Abelone Peersdatter

Den 31. juli 1869 var der igen bryllup i Kapelgaarden med telt i haven og mange gæster, idet Peer Peersen yngste datter Abelone blev gift med Friskolelærer i Højby Klaus Esben Berntsen i Valgmenighedskirken i Ryslinge.
Klaus Berntsen var den senere Konseilspræsident/Statsminister, som var fader til grundloven af 1915.
Det unge par havde været hemmeligt forlovede i nogle år, da de ikke måtte få hinanden for Abelones far, der havde bestemt, at Abelone skulle arve gården og derfor helst skulle giftes med en landmand.

Klaus Berntsen

Klaus og Abelones datter Marie blev født i maj 1870. Kort efter fødslen fik Abelone barselsfeber. Hun var hårdt angrebet og havde i flere måneder så høj feber, at hun talte i vildelse. Heldigvis slap hun af med febertilstanden, men glæden var kort. Få uger efter begyndte de alvorlige lungeproblemer, der blev årsagen til hendes tidlige død i januar 1872, hun var da kun 24 år gammel.

To år efter ramte en stor sorg endnu engang Klaus Berntsen, da han i maj 1874 mistede datteren Marie under en mæslinge epidemi.

Mere om Klaus Berntsen HER

Peer Peersen døde i januar 1876, 84 år gammel.
Den yngste søn Jørgen Pedersen overtog nu driften af gården. Han havde været svagelig som barn. Hans ene ben var vanskabt, så han ikke kunne deltage i landbrugsarbejdet. Han lærte derfor skomagerhåndværket.
Han giftede sig i september 1876 med Sara Jensen fra Nørremosegaard i Trunderup i Kværndrup sogn.
Hun var datter af rigsdagsmand Jens Jensen, søster til dyrlæge og lokalhistoriker Peder Jensen og til folketingsmand og sparekassedirektør J. Jensen Aadal.

Med Sara ved sin side blev han en endog meget dygtig landmand. Han var den første i Lørup, som dyrkede roer.
Men der var den ulempe ved gårdens drift, at markerne lå i Egsmarken og ikke omkring Kapelgaarden.

I 1880 tog Sara og Jørgen den store beslutning at flytte gården ud på Kirkebankens top og de kaldte den ”Højvang” Den nye gård var egnens smukkeste gård med skifertækket stuehus i gule sten og med en stor gårdsplads.

Kapelgaarden var nu blevet en lille ejendom med et areal på lidt over 1 tdr. Den solgtes i oktober 1881 til Anders Christian Andersen. Han solgte den igen i juni 1889 til Ane Marie Johansen f. Nielsen fra Lørup Hede, enke efter husmand Peder Johansen, som var død i 1883.

Den første udvidelse af Ryslinge skole kom i 1889, da sognerådet besluttede at oprette en forskole i Lørup.
I første omgang blev der lejet lokaler til lærerindebolig og skolestue i det gamle stuehus til Kapelgaarden hos Marie Johansen.
Den nye forskole blev bygget overfor smedjen, men den var først klar til ibrugtagning fra nytår 1901.

Marie Johansen ernærede sig ved vævning og strikning for folk.
Hvornår ladebygningerne til gården blev nedbrudte vides ikke, men det er sandsynligvis i perioden 1900 – 1920.

Marie Johansens yngste søn Peder blev gift i 1913 med Alvilda Hansine Petersen fra Halsted sogn i Maribo amt.
Peder Johansen fik skøde på ejendommen i juni 1917 og gik straks i gang med at bygge hønsestalde. Han var udlært murer.
Marie Johansen døde i maj 1920.

Lørup Kontrolhønseri 1950, Luftfoto af Sylvest Jensen Kastrup

Alvilda og Peder Johansen med børnene Gerda, Esther og Robert

Peder Johansen etablerede et hønseri med produktion af daggamle kyllinger og af rugeæg. Lørup Kontrolhønseri var i drift i tre årtier indtil omkring 1950, hvor sønnen
Robert kom hjem fra en stilling i København for at overtage driften. Det lykkedes dog ikke rigtig for ham, hvorfor ejendommen blev sat til salg.

Alvilda og Peder Johansen flyttede op i en villa ved Hestehaveskoven.

I 1954 blev Kapelgaarden solgt til snedker Poul Bonde, som fortsatte med hønseri i noget mindre omfang samtidig med, at han var maskinsnedker hos en tømrermester i Ryslinge.

Nora og Poul Bonde

Poul Bonde var født og opvokset i Herringe og blev uddannet som møbelsnedker. I maj 1945 blev han gift med Nora. De bosatte sig først i Lombjerge og i 1954 flyttede familien til Lørup. Nora og Poul Bonde fik tre døtre. I 1990 mistede han sin kone Nora, men blev boende i Lørup indtil 2001, hvor han flyttede op i en lejlighed i Ryslinge.
Poul Bonde var aktiv gymnast lige til det sidste. Han var medlem af Ryslinge Valgmenighed og      var med til at fremstille prædikestolen i i Nazarethkirken i Ryslinge i sammenarbejde med Emil Hansen (Fløjte Emil)
Poul Bonde døde i nov.2008, 90 år gammel

Kapelgaarden blev i 2001 solgt til Dorthe og Søren Østertoft

1) Dyrelund i Brangstrup er den gård, som Jørgen Tølbøll ODENSE NY FLYTTEFORRETNING bor på.

Kildemateriale:
1. ”Ryslinge Sogns Historie” af H.M.Henriksen udg.1955
2. Hans Fr. Danielsens håndskrevne notater, som opbevares på Ryslinge Lokalhi-              storiske Arkiv i Kværndrup.
3. Krumstrups Skifte- og Fæsteprotokoller.
4: Ryslinge Sogns Kirkebøger 1717 – 1960
5. Folketællinger 1787 og til 1930
6. Højskoleforst.Grønvald Nielsen: Minder fra min barndom og ungdom (Kbh. 1923)
7. Klaus Berntsens Erindringer, Bd.1
8. Historieportalen Fynhistorie.dk

Skrevet af: Johs. Westergaard, Juni 2015