Da Rasmus Madsen flyttede sin gård matr.nr.7 i Lørup by ud på Risager skifte i 1836 og kaldte den Risenlund, havde han aftalt med Hans Hansen på Lørupgaard, at de skulle mageskifte deres agre.

Ved udskiftningen i 1787/88 havde begge gårde hver fået tildelt en forholdsvis smal strimmel jord, der strakte sig fra den gamle bygade og ud til det yderste af Egsmarken langs Sallinge Å.

Ved mageskiftet fik Lørupgaard agrene i hele deres bredde fra den gamle bygade og ud midtvejs i Egsmarken, medens Risenlund fik de yderste agre ligeledes i hele deres bredde.

Det var et mageskifte, som vakte mægtig opsigt i hele byen.
Folk gjorde sig deres tanker om, hvor skellet skulle være og da hegnet var sat, var alle andre end de to, der havde sluttet handelen enige om, at der var givet for meget jord til Lørupgaard.

Det kunne vel ikke være landmålerens fejl? Men der måtte jo være een, der havde flyttet landmålepælene, så der nu så ud til at være omkring en 6 tdr.land for meget til Lørupgaard.

Så begyndte man at høre spøgeri derude ved hegnet. Om natten kunne man høre landmålekæderne rasle. Ja selv ved højlys dag var det galt. Den højt ansete gårdmand Rasmus Nielsen i Krogensgaard gik en eftermiddag og pløjede sammen med sin karl vest for det store hasselhegn, som skilte de tre gårdes jorder, da de begge hørte et gennemtrængende skrig inde ved det nye skelhegn.

“Hvad var det” udbrød karlen. “Lad os køre hjem” sagde Rasmus Nielsen. De skyndte sig at spænde fra og køre hjem. Det varede nogle dage, inden de vovede sig derud igen for at gøre pløjning-en færdig.

Det begyndte også at blive uhyggeligt på Risenlund om natten, når køerne pludselig gav sig til at brøle og stønne, og når karlene fik så meget mod til at åbne stalddøren, stod alle køerne op i båsene og rystede som espeløv.

Om natten hørte man på Lørupgaard en høstvogn køre rundt på den store gårdsplads, men når man kiggede ud, var der ingenting at se.

Det er forståeligt efter alle disse beretninger om spøgeri, at Hans Jørgen Andersen som ny mand på Lørupgaard satte sig i bevægelse for at få det gamle mageskifte undersøgt.

Sagen var blevet overdraget til Landinspektør Toft, som efter grundige opmålinger og udregninger i 1858 så sig i stand til at indestå for, at hver af gårdene havde fået netop så meget jord, som de havde afstået. Derefter var der ingen, som hørte spøgeri i de to gårde længere.

Da Sara Pedersen på “Højvang” tilkøbte sig jord fra de to gårde en del år senere, blev de opmålt på ny, og da viste det sig, at der var 6 tdr. land for meget til Risenlund.
Hvis der havde været en fejl ved mageskiftet, så var det åbenbart ikke Lørupgaard men Risenlund, der var blevet beriget.

Var der måske nogen, der havde været så sikker på, at gården i byen havde fået for meget og havde flyttet skelpælene for derved at gøre en omdiskuteret uret mod udflyttergården god, i forvisningen om, at øjemål er bedre end favnemål.