Den 7. juli 1849, dagen efter slaget ved Fredericia i treårskrigen 1848-1850 mod Slesvig-Holsten og Prøjsen, var der stort bryllup i Lørup, hele byen var med. Det var gårdmand Anders Madsens enke Maren Hansdatter, der efter et ½ års enkestand holdt bryllup med ungkarl Hans Jørgen Andersen fra Davinde.

Forlovere ved brylluppet var de to ansete gårdmænd i Lørup Rasmus Nielsen Krogensgaard og Peer Pedersen i Kapelgaarden og sognets nye præst Vilhelm Birkedal foretog vielsen.

Pastor Birkedal havde godt nok hørt, at der havde stået et slag ved Fredericia dagen før, men udfaldet kendte han ikke. Hans vielsestale var præget af denne spænding, og han forberedte tilhørerne på, at det kunne blive en sørgedag og ikke en dansedag. Det var jo ikke så opmuntrende, når man skulle danse, som de altid gerne ville i Lørup.

Ved middagsbordet, hvor pastor Birkedal også holdt tale, havde han halvandet døgn efter begivenheden netop fået avisen og kunne med stor begejstring forkynde sejren, og han opfordrede nu de løruppere og davindeboere til rigtig at slå sig løs i dansen.

Bryllup var hjemmets store fest. Om torsdagen kom pigerne med føring og blev beværtede med hvedebrød med smør og med mjød til. Om fredagen kom de unge piger igen og pyntede først kirken med grønne grene og med blomster. Til sidst drog pigerne til hjemmet og pyntede gildestuen, hvorefter de naturligvis igen blev beværtede.

Om lørdagen stod så brylluppet. Bruden blev pyntet i en pæn sort kjole, aldrig hvid, med myrtekrans og langt hvidt slør. Op ad formiddagen kørte vogne med gæster ind på gårdspladsen under musikanternes hornmusik. Brudgommen og hans familie kom i et helt vogntog fra Davinde.

Alle blev budt indenfor af skafferen og blev bænket om frokost-bordet i storstuen og indtog et solidt måltid, hvorefter de velforsynede kørte i en lang række vogne til kirken.

Efter vielsen gik alle op til alteret og ofrede til præst og degn, som her fik en del af deres løn. Brudeparret forlod så kirken arm i arm, medens brudepigerne dannede espalier ned gennem kirken.

Efter hjemkomsten stoppede mændene piberne af den fremsatte tobak. Brudeparret satte sig til bords med en tallerken foran sig, og alle gik ind og ønskede tillykke med håndslag, idet de lagde deres brudegave på tallerkenen. Ved 6-tiden gik alle til bords under skafferens myndige vejledning og man spiste de lækre retter, som kogekonen havde lavet til.
Det var næsten altid hønse- eller oksekødssuppe og steg, som var tilberedt af de råvarer, som de unge piger var kommet med om torsdagen suppleret med gårdens egne produkter dertil hjemmebrygget øl og som dessert lun hjemmebagt sukkerbrødskage med kirsebærvin til.

Under middagen gik en tallerken rundt, hvori der først blev lagt penge til musikken og derefter til kogekonen. Det fortælles, at ved et bryllup i pastor Sevels tid i sognekirken, da degnen Riefberg bar tallerkenen rundt, var der nogle, som nok havde fået lidt rigeligt af det hjemmebryggede øl, som i stedet for 1 skilling lagde et kødben på tallerkenen.

På de følgende søndage i kirken prædikede pastor Sevel imod dette, indtil gårdmand Hans Hansen Lørupgaard rejste sig og sagde til ham, at nu kunne det være nok med disse benprædikener.

Efter bryllupsmiddagen blev der så danset hele natten og til sidst afsluttedes lørdagens festligheder med kvældsnadver. Om søndagen fortsattes festlighederne for de langsvej fra kommende gæster, inden de drog hjem.

Ofte holdt man også 2. dags gilde om mandagen for fjernere slægtninge, bekendte og andre, som der ikke var bleven plads til om lørdagen.