Folkesagn og Folketro i Ryslinge sogn

Hvad foretog man sig i de mørke vinteraftener i de helt gamle dage, førend aviser telefon radio fjernsyn computere og internet var opfundet ?

Kvinderne kartede og spandt uld og strikkede i petroleumlampens skær. Dem som kunne læse fordybede sig i Bibelen og få andre af datidens bøger ?
Men så fortalte mændene også historier, beretninger om sære hændelser og oplevelser og om overtro genfortalt fra generation til generation.

I Det Kongelige Biblioteks Folkemindesamling finder man indsamlede beretninger fra alle egne af landet.

Her i sognet boede og levede en landmand og senere friskolelærer Lars Frederiksen (1835 – 1893) som var en ivrig bidragsyder til folkemindesamlingen.

Store dele af fokemindesamlingen er digitaliseret og kan læses på nettet. Jeg har plukket lidt i Lars Frederiksens beretninger, der relaterer sig til Lørup og Ryslinge.

Den gjerrige Kone i Lørup

Engang var der en meget gjerrig Kone i Lørup; hun nænnede aldrig at give fattige Folk en Draabe Mælk; men hvad der med Billighed kunde tilkomme dem, gav hun altid Svinene. Konen døde, og Dagen til Begravelsen blev bestemt. Der kom da mange baade nær og fjærnt fra og fulgte hende til Graven. Men dengang de kom hjem fra Kirken, stod Konen, hvem de havde begravet, og ragede i Svinetrugene. Det var jo galt, og det blev ved at være galt. For hver Aften, naar Maanen stod op, saae man hende dandse oppe paa Rygningen af Huset, og derfra gik hun ned og slikkede Svinetrugene. Disse Anstalter kunde Folkene i Gaarden da ikke have. Der blev sendt Bud efter Præsten, og han kom da op og manede den døde.

Hundrede Aar efter at dette skete, levede i Lørup en gammel Kone, som hed Dorthe Kabels, og hun hørte Natravnen flyve op paa det Sted, hvor den gjerrige Kone var manet ned. Natravnen har et Hul igjennem Vingen, som kommer af Manepælen, hvor den er gaaet igjennem. Og det sker altid, hvor nogen bliver manet ned, at der flyver Natravnen op Hundredaaret efter.

Manepæle

Nord for Ryslinge ligger Tamosen. Her skal engang have staaet en Manepæl, og hvis man gik hen og rokkede ved den, da kunde man høre en Stemme i Jorden, som sagde: “Rok dejt! rok dejt!”

I den Tofte i Lørup, som er den anden til venstre, naar man kommer ind ad Vangeleddet, lige frem til Vejen efter Brangstrup, har der ogsaa engang staaet en Manepæl, og hvis man tog fat ved den og rokkede, da hørte man tydelig en Stemme nedenfra, som sagde: “Rok hart! rok hart!”

Graveren i Lørup

I en Gaard i Lørup stod der altid, naar Gaardmanden om Aftenen gik ud at fodre sine Heste, en Mand og gravede med en Spade. Han talte aldrig noget til Gaardmanden, og denne heller aldrig noget til ham. Men en nat, da Folkene vare i Sæng, kom Spøgeriet ind i Stuen, hvor Konen i sin Skræk kastede sine smaa Børn over til Væggen i Sængen. Fra stuen for føjede Spøgeriet sig op paa Loftet, hvor det især mod Midnat gjorde et forfærdeligt spektakel, som dog forsvandt hen imod Morgenstunden.
Omsider fik Gaardmanden det Indfald at undersøge Jordbunden paa det Sted, hvor Spøgeriet bestandig havde travlt med at grave om Aftenen. Ved denne Undersøgelse fandtes en stor Mængde Ben, som da bleve optagne og nedgravne et andet Sted; og fra den Tid mærkede man aldrig mere til Spøgeriet.

Kapelsmaen

I Landsbyen Lørup, som ligger sydvest for Ryslinge, har i gamle Dage ligget et Kapel og paa Stedet, hvor det har staaet, kan man endnu pløje Murbrokker op. En Enghave, som hørte til Kapellet, kaldes endnu Kapelsmaen og hører nu til Krumstrup.
For ikke mange Aar siden gik en Mand fra Lørup tillige med en Kræmmer en nat forbi Kapelsmaen. Da hørte de, at Melodien til Psalmen “Hvo veed, hvor nær mig er min Ende” blev sungen ude i Engen.

Kildegaarden og Kirkeløkken

Paa Lørup Mark har før ligget en Gaard, kaldet Kildegaarden; den er nu brækket af, og Jorden lagt ind under en Gaard i Lørup (Kapelsgaarden). Til Kildegaarden hørte en Mark, kaldet Kirkeløkken, og der skal det ikke være ganske rigtig fat. Saadan var det en Nat, da Karen Hanse’s gik her; hun skulde op til sin Datter, som bode bag Skoven, hun var farlig syg. Men som hun gik ned ad Banken i Kirkeløkken, skred der en lille Dreng forbi hende, og saa mente hun, at det var hendes Søn; derfor tiltalte hun ham og sagde: “Men, Rasmus! gaar du her?” Men hun fik intet Svar, og strax efter forsvandt Puslingen. Men da Karen Hanse’s kom op til sin Datter, blev hun syg og maatte holde Sængen i flere Dage.

En Kone i Ryslinge, som er født i Kildegaarden fortæller, at da hun var en lille Tøs, skulde hun og en anden Søster ud i Kirkeløkken, at søge efter deres Faders Heste, som gik paa Græs her. De skulde skos den Dag i Ringe hos Anders Smed, og da der ikke var saa kort et Stykke Vej derop, skulde de tidlig afsted.
Men da de kom ud i Kirkeløkken ned efter Aamosen, saa gik de vild og vidste slet ikke, hvor de vare, og saa kom de tilbage til Kildegaarden igjen, men kunde da slet ikke kjende Gaarden og vidste endnu ikke, hvor de vare henne. Da fik hendes Søster Øje paa Høbøren, som hang paa Væggen, og da hun saae den, vidste de strax, at det var deres Faders Gaard, de var ved, og saa var Vildelsen ovre.
En anden Gang kom Kildegardens Ejer selv en Morgen tidlig ogsaa her ned i Aamosen, for at hente sine Heste. Da var det for ham, som om han saa et Trug Ild falde ned oppe fra Luften, og saa gik han vild.

Engang, da Kildegaardens Ejer kjørte oppe paa Banken i Kirkeløkken, saae han en Hvirvelvind (og den almindelige Folketro siger, at Hvirvelvinden er et Sammenstød af onde Aander i Luften), og ud fra denne var det, som om der snode sig et sort Nøgle, hvilket bestandig gik rundt omkring sig selv ned ad Banken. Han lagde Mærke til, at iblandt Faarene, som stode tøjrede i samme Løkke, saae de sorte Faar ogsaa det sorte Nøgle.

Lidt vesten for Kildegaarden ligger en Eng, kaldet Bybæks Eng, og her stod for ikke mange Aar siden en Egepæl paa en Ledpæls Tykkelse, og omtrent et Kvarter op ovenfor Jorden. Den Pæl mente man var en Manepæl. Kildegaardens Ejer sagde derfor altid til sine smaa Børn, at de ikke maatte røre ved den.

Gongels Sten

I gamle Dage, da der var Jetter til, var der en saadan, ved Navn Gongel, der stod oppe paa Ringe Kirketaarn og kastede en stor Sten efter Gislev Kirke, for at slaa den ned. Men ihvor godt end Jetten havde taget Sigte, og ihvor haardt han end slyngede Stenen, saa faldt den dog ned paa Halvvejen, og den laa endnu for faa Aar siden ude paa “Lunget”, som ligger syd for Ryslinge, i den lige Linie mellem Ringe og Gislev. Denne Sten kaldtes Gongels Sten, og den bar Vidnesbyrd om Jettens Kræfter, thi der var et Hul i den for hver af hans fem Fingre.

Nisser i gamle dage

I gamle Dage var der en Nisse i Ryslinge, som bode oppe paa Slyden i den østligste Gaard i Byen, hvor der nu er et Hus. Gaardhunden kunde slet ikke lide Nissen, men blev altid saa arrig, hver Gang den saae ham.

Saa var det en Aften, at der kom en TIgger ind i Gaarden og bad om Nattely. Ja, han kom da til at ligge oppe paa Slyden, hvor Nissen boede. Da nu Tiggeren var kommen derop og havde lagt sig, gik Nissen hen til Laagen og saae ned i Gaarden, og her havde han da rigtig sine Løjer af at staa og drille Gaardhunden, idet han stak det ene Ben ud af Laagen og sagde: “Puds mig den Lab! puds mig den Lab!” For her vidste han, at Hunden ikke kunde gjøre ham noget. Men Tiggeren holdt ikke af disse Løjer, for han kunde ikke faa Søvn i sine Øjne for Støj og Allarm af Nissen og Hunden, og han gik derfor hen og gav Nissen et Skub, saa han trimlede ned paa Stenbroen.

Der i Gaarden havde de en gammel sort Hest, som Nissen fodrede, hvorfor den altid var i saadan en god Stand. Saa var det en Dag, Manden skulde til Kjøbstaden, og det havde Nissen faaet at vide, og han havde tillige faaet Nys om, at den gamle sorte Hest skulde spændes for Vognen og trække Bonden derud, men dette var ikke efter Nissens Hoved, hvorfor han tog den gamle sorte Hest op paa Slyden til sig. Da Bonden nu skulde afsted, var den gamle sorte da ikke at finde, og han maatte spænde en anden for, og derpaa kjørte han. Men da Bonden var kjørt til Kjøbstaden, tog Nissen den gamle sorte Hest ned af Slyden og satte den ind i Stalden igjen.

En anden Gang vilde Nissens Husbond til Markeds og sælge en smuk brun Hest. Men denne Hest var Nissens Kjæledægge, og han vilde derfor ikke have den solgt. Saa en Dag gjorde Nissen et stort Hul inde i Kornladen, og om Aftenen før Markedsdagen førte han Hesten herhen. Om Morgenen, da Bonden vilde til Markeds, savnede han da den brune Hest, og maatte tage afsted uden den, men da Markedet var til Ende, satte Nissen den brune Hest hen i Stalden igjen.

Naar Nissen vil skifte Tjeneste, da gaar han ud saadan i Mørkningen og spørger Folk, om de ikke ville have en lille Dreng i deres Tjenste, som ikke forlanger anden Løn end en Potte Sødgrød Nytaars Aften.

Ikke alene i Ryslinge var der i gamle Dage en Nisse; men der var ogsaa en i Lørup og en i Sødinge, hvilken sidste By ligger i Ringe Sogn. Se nu gik det hveken værre eller bedre, end at den Sødinge Nisse stjal Havre fra Mændene i Lørup, og den Lørup Nisse stjal det samme fra Mændene i Sødinge. For nu at faa rigtig Vished om disse hersens Tyverier: om det ogsaa virkelig var Nisser, som stjal Havren, lejede Mændene i Lørup en Mand, som skulde se efter med Nisserne en vis Nat, og saa skulde han have sin Skjæpe Havre af hver Mand i Lørup for det Stykke Arbejde.

Den bestemte Nat gaar Manden da ud paa sin Post i Ejsmarken paa de Lørup- og Sødinge- Grændser. Han krøb op i en Pil, for han vilde ikke, at Nisserne skulde se ham, han vilde kun se dem. Da han en god Stund havde siddet oppe i Piletræet, kom ganske rigtig den Sødinge Nisse fra Lørup med en Tønde Havre paa Skulderen, og den Lørup Nisse kom fra Sødinge, ogsaa med en Tønde Havre. De mødtes da lige ud for Manden, som sad i Piletræet, og det kom da til Slagsmaal imellem dem.

Imens sad Manden i tavs Forventning om, hvilken af dem der skulde gaa af med Sejeren. Endelig flygtede den Sødinge Nisse. Da raabte Lørup Nissen: “Saae du det, Skjæppehavre Mand ! hvor jeg kunde tokke ham!” –
“Ja, men du fik dog det sidste Slag”, sagde Manden. Men den Skam kunde den Lørup Nisse ikke lade sidde paa sig, og han halede derfor efter Sødinge Nissen.
Imens fik manden Stunder til at gaa ned af Træet, og han rendte da hjem til Lørup, alt hvad han kunde.

Den Lørup Nisse var ellers tiere paa Spil. Der var nemlig engang – da havde han ogsaa været ude at stjæle Havre – at han mødte den Guldtved – og den Brangstrup Nisse ude paa Korsvejen ved Lørup Hede. Alle tre kom de slæbende, hver med en Tønde Havre, og saa skjældte de hverandre ud for “Havretyve”; men da blev der et forskrækkeligt Slagsmaal, saa Sækkene, hvori Havren var, bleve revne i Stykker, og al Havren blev spildt.