Fornyelig fandt jeg på Landsarkivet i Odense et skiftedokument fra
Lørup dat.1792. Jeg ledte lidt tilfældigt blandt fynske godsarkiver og
her faldt jeg over et godsarkiv fra Krumstrup. I denne arkivkasse lå
nævnte skiftedokument efter gårdmand Mads Pedersens afdøde
hustru Sidsel Andersdatter udi Lørup bye.
Mads Pedersen og Sidsel Andersdatter beboede den Tøjstrup gård,
som lå sydøst for Lørupgaards have. Den blev siden flyttet ud i
Egsmarken og kaldet Risenlund.
Sidsel Andersdatter døde den 8.maj 1792, 64 år gammel og blev
begravet den 12 maj på Ryslinge Kirkegård. Hun efterlod sig
ægtemand nr.2 og 3 sønner og 5 døtre af første ægteskab, men
ingen børn i andet ægteskab.
Allerede samme dag foretages der registrering og vurdering af
boets masse for at sikre, at samtlige værdier er tilstede og ikke
nåer at blive flyttet eller bortskaffet.
Registreringen antyder, at det må have været en anseelig gård
i byen. Der er optalt næsten 300 effekter i stuehus og lade.
I staldene er besætningen opgjort til 12 heste, 1 tyr og 14 køer +
11 ungdyr, 15 får med lam, 5 svin, 5 gæs + gæslinger, 4 ænder
og 11 høns.
Vurderingen viser, at boets samlede værdi blev opgjort til 253
Rigsdaler 5 mark og 2 Skilling.
Det skal her indskydes, at bygningerne ikke indgik i boopgørelsen,
da ejendommen var en fæstegaard, som ejedes af Tøjstrup gods.
Ifølge skiftedokumentet blev der imellem enkemanden og arvingerne
sluttet et frivilligt forlig, således at enkemanden skulle udbetale til
samtlige arvinger 60 Rigsdaler til deling, hvoraf hver søn tilkom
10 Rd. 5 Mk. 73/11 Sk.og hver datter 5 Rd. 2 Mk. 117/11Sk., hvilket
blev vedtaget at erlægge til næstkommende mikkelsdag imod
behørig qvittering og afkald på yderligere arv.
Desuden forpligtede enkemanden og arvingerne sig til at give de
2 ugifte piger Johanne og Mariana hver “Fæstens Øl og bryllup på
80 folk” om de skulle opleve den dag at komme i ægtestanden,
samt et sengested med omhæng og tæppe samt behøvende
sengeklæder dertil, såsom: 1 overdyne, 2 underdyner, 1 par
hørgarns- og 1 par blågarns lagner, 3 hovedpuder, og 2 træk puder
med vår. Endvidere hver en ko på 5-6 år, hvilket alt de først
modtager, når de som anført måtte indtræde i ægtestanden.
Enkemanden Mads Pedersen var i 1792 50 år gammel. Han giftede
sig igen året efter med den 20-rige Anne Ramusdatter fra Sødinge.
Ved Folketællingen i 1801 havde de 3 børn. Sidsel og Marie Mads-
datter og sønnen Rasmus Peersen Madsen. Hans 2 steddøtre
Johanne og Mariana var blevet gift og var flyttet hjemmefra. Mariana
blev i 1799 gift med enkemand Niels Hansen i Krogensgaard.
Sønnen Rasmus P. Madsen overtog senere gården. I 1836
gennemførte han og Hans Hansen på Lørupgaard et omdiskuteret
mageskifte af deres ejendomme. Dette er beskrevet i en artikkel på
denne hjemmeside under menupunktet: Historier fra byen.
Det originale Skiftedokument har jeg kopieret på Landsarkivet og
det er gengivet i dets fulde ordlyd på den næste side: