Lørups Bystævne har formentlig ligget på hjørnet, hvor den gamle forskole lå over for smedjen. Matriklen har nu adressen Smedestræde 1.

I Ryslinge sogns Historie skriver Henriksen om Lørup smedje, som oprindelig lå neden for banken tæt ved Groens østlige ende ved broen, som førte den første egentlige vej til Lørup hede: ” Martin Smed, der var gift med Grete, en datter af Rasmus Nielsen i Krogensgaard, flyttede for omkring 100 år siden smedjen op på banken over for det gamle stævne, hvor byens sager gennem århundreder har været afgjort under en mægtig ask, hvis aflæggere har betegnet stedet for byens retsvæsen”.
Et andet sted i bogen nævner Henriksen, at en stor ask ved forskolens vestside blev fældet, da Lørupvejen i 1935 blev rettet ud fra Herredsfogedgården og ud til Døjtvejen.

Lørups byhorn eksisterer endnu. Det fortælles, at det befinder sig på Ryslinge Friskole.

Lokalhistorikeren Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913) i Kværndrup har i årbog 1908 udgivet af Historisk Samfund for Svendborg Amt beskrevet bystævner deres placering og omgivelser i Kværndrup sogn.
Nedenfor er gengivet uddrag af denne artikkel. De mere specifikke beskrivelser af de enkelte bystævner i sognet og deres indretning og omgivelser er udeladt.

Af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup [1908]

En af vore landsbyers ejendommelige fremtoninger fra gamle dage er bystævnerne med de forskellige indretninger, som sluttede sig hertil eller grupperede sig derom. Bystævnen var hovedsamlingsstedet for bymændene, når sager skulle afgøres, der vedkom hele byen, og i fællesskabets tid var det meget hyppigt tilfældet.

Af de indretninger, der ligefrem sluttede sig til bystævnen, var “fajlen” d.e. folden den vigtigste. I denne udsattes fornemmelig sådanne husdyr, der om sommeren fandtes at gå til skade på marken. De forblev i foldene, til det oplystes, hvem ejeren var, og til han havde betalt den for slige tilfælde bestemte bøde til bylavet.

Dernæst må nævnes byens smedje, en indretning, man benyttede så lidt som muligt, al den stund jernet var så dyrt, men som man alligevel umulig helt kunne undvære. Bysmedjen var som regel bygget på gadejord, og således nærmest bylavets ejendom. Smeden selv var ikke alene en vigtig mand i byen, men ofte en myndig mand, trods det, at han stod i et vist tjenende forhold til bylavet.
En tredje indretning, som fandtes i adskillige landsbyer, var en fælles plantehave eller et “plantebed”, det vil sige, et stykke gadejord, hvor bymændene i fællesskab tiltrak de kålplanter, som der i sommerens løb blev brug for.

I det følgende skal disse genstande nærmere betragtes hver for sig, under særligt hensyn til hvad vi ved om dem.

Bystævnet, gadestævnen, stævnepladsen eller blot stævnen fandtes nær ved byens midte. Et stykke gadejord afgav plads for bystævnen, hvis grænser oftest var uregelmæssige; til den ene side danner byens hovedgade altid grænsen, til andre sider kunne en dam, en bygning, et havegærde eller byens fold skille pladsen fra sine omgivelser. Omtrent midt på pladsen fandtes en del store naturlige, altså utilhugne, kampesten, nogenlunde ordnede i en rundkreds. Disse stene tjente til sæde for de samlede bymænd under deres rådslagninger.

Et eller flere store træer, fortrinsvis aske, overskyggede stenene og pladsen, og vi kommer derved let til at tænke på asernes gamle tingsted med asken Yggdrasil som midtpunkt; thi stævnen var virkelig i mangfoldige tilfælde et tingsted, hvor stridigheder og trætter jævnedes, og hvor der blev holdt dom over mangen forbrydelse, og det med fuld gyldighed; dette gælder således om mange mindre tyverier.

Men ikke alene for bymændene, når de afhandlede deres alvorlige sager, var bystævnen en samlingsplads, også byens ungdom samledes her til leg og spøg; den allergrønneste ungdom, børnene, tumlede sig her dagen lang især om sommeren, og den modnere ungdom om aftenen efter endt dagværk. Måske stod det såkaldte majtræ tidligere altid på stævnen.

Som allerede nævnt, var det i fællesskabets dage, at gadestævnerne havde deres største betydning; thi mændene måtte idelig samles for at træffe aftaler og tage bestemmelser om, hvilke arbejder i mark, eng og skov, der nu skulle foretages. Hvad enten det gjaldt at pløje og så eller høste og slå, måtte det “tages ved” på stævnen.

Når kreaturerne skulle på græs om foråret eller i “avre” (d.e. ævred) om efteråret, skete det efter fælles aftale; ligeledes når svinene skulle i skoven på olden for at fedes, ikke at tale om, at gærderne om byernes vange og tofter til bestemte tider måtte være i forsvarlig stand. Men foruden slige betydeligere ting var der en mængde mindre væsentlige bestemmelser, som blev tagne på stævnen.

Var der således f.eks. en sommermorgen funden løse heste i mark og eng, var et møde ved bystævnen almindeligt og nogle steder uundgåeligt. Ejeren blev sat i bøde øl, brændevin eller penge, og den stakkels dreng, der havde tøjret de pågældende heste om aftenen, kunne heller ikke altid gå ram forbi, han måtte også bøde, ganske vist ikke med penge eller øl, af hvilke goder han intet ejede, men han havde ryg og bagdel, og hermed måtte han bøde, idet han fik kvitteringen tegnet med farvede striber på disse legemsdele – et almindeligt udslag af hin tids hurtige retsforfølgning.

De arme drenge, der som oftest var kommen sidst i seng om aftenen efter at have sat hestene på græs, når arbejdstiden var forbi, måtte mangen gang af sted igen om morgenen tidligt, endogså kl. 2 om natten, dels for at undgå ubehagelighederne med de løse dyr, dels for at flytte dem eller føre dem hjem, når hovarbejde forestod.

Når bymændene skulle møde på gadestævnen, blev de sammenkaldt ved tuden i byhornet, og enten skulle de da, som f.eks. i Kværndrup, møde straks, da de ellers blev sat i bøde, eller de skulle møde en bestemt tid, f.eks. en time, efter at have hørt hornet; Oldermanden rådede for sammenkaldelsen, og i senere tid besørgede han også personlig tudningen; men i ældre dage – for 200 år siden – påhvilede dette hans “fuldmægtig” eller medhjælper “Stoelsbroderen”. I den gamle vedtægt for Kværndrup by (1706) er der nemlig således foreskrevet: “Befaler oldermanden stoelsbroderen at tude, som skal være for alles porte, at det kan høres, da skulle hver mand straks i egen person møde, uden han har lovligt forfald”)

At kalde bymændene sammen med hornet var almindelig langt ind i det 19. århundrede, men har tabt sig mere og mere, indtil det nu er ganske forsvundet her på egnen, undtagen i tilfælde af ildløs.

Endnu i 1861-62 kunne man jævnligt høre byhornet i Volstrup, når der blev tudet til stævne, hvilket sædvanlig skete kort før solnedgang om sommeren. Tudningen er en uhyggelig lyd, hvilket vel nok har bidraget sit til, at den er bleven indskrænket; men hovedårsagen til forandringen må dog søges dels deri, at man efter udskiftningen – omkring 1800 – fik langt mindre at samles om, og dels i den omstændighed, at flere og flere af byernes gårde efterhånden flyttedes ud på marken, hvor man vanskeligere kunne høre hornet og dog skulle møde efter dets kalden; thi udflytterne hørte fremdeles med til bylavet og var derfor heller ikke fritagne for at være oldermænd efter tur.

Hørte en udflytter ikke hornet og af den grund udeblev fra et stævnemøde, gav dette naturligvis anledning til vrøvl og misfornøjelse. Hertil kom endvidere, at når man tudede både i tilfælde af ildløs, og når der skulle gives møde på stævnen, kunne der let indtræffe misforståelser, selv om alle hørte hornet; thi kun den måde, hvorpå der blev tudet, angav, hvad der var på færde. Gjaldt det kun at samle bymændene på stævnen, tudedes der med lange, vedholdende toner, skulle derimod folk sammenkaldes i anledning af ildebrand, blev tudningen formet som korte, arrige, idelig gentagne stød i hornet.

Tog man nu fejl af måden, der tudedes på, hvilket jævnlig hændtes, undertiden måske forsætlig, gav det forstyrrelse i den vedtagne orden. En kom straks, når han hørte hornet, og ville efter ildebrand, og så gjaldt det måske kun et stævnemøde; en anden kom først 1 time efter at have hørt tudningen og ville til stævne, og så var alle de andre taget bort for at standse ildløs.

De stadige fortrædeligheder og stridigheder, sådanne fejltagelser førte med sig, havde til følge, at man opgav at tude til stævnemøderne og kun brugte hornet, når der var ildløs.

Det må dog erindres, at så længe fællesskabet bestod, kunne man i de tætbyggede byer let høre fejl eller undskylde sig dermed; man ville i hvert fald hurtig blive gjort opmærksom på, hvad der var på færde, og selv om man arbejdede på marken, var befolkningen mere samlet, da alle arbejdede i samme vang, især i høst og slet.

Byhornene følger nu ikke mere oldermændene, endskønt disse til dels endnu er bibeholdte; men siden lov af 2. marts 1861 om brandpolitiet på landet er de i brandfogdernes værge, men ligefuldt byens fælleseje. Nu til dags kaldes bymændene til stævne i oldermandens hus ved en såkaldt omgangsseddel, der hurtigst må sendes fra mand til mand byen rundt. Dog, også dette vil snart forsvinde.

I næsten enhver landsby fandtes, så længe fællesskabet varede, en fold – i Sydfyn hedder den “fajl” eller faldegård – hvis bestemmelse foran er antydet.

Da de mere eller mindre uvane dyr, der brød ud af græsbedet og gik til ugavn på marken, blev indespærrede her, indtil vedkommende ejer udløste dem ved at betale bøde, måtte det være en stærk indhegning, og hver mand i byen havde derfor også sit stykke af hegnet at vedligeholde og svare til. Lågen eller ledet ind til folden var låset, så ingen uvedkommende kunne komme derind. Nøglen havde “faldegemmeren” eller, hvor en sådan ikke fandtes, vistnok oldermanden i sit værge.

Byhyrden, eller hvem andre der var sat til at vogte vangen, skulle optage de dyr, som gik til skade på marken, når de rev tøjrene over eller sprang over gærder, og indsætte dem i “fajlen”, hvor de var under opsigt af “faldeværgen”, indtil de blev udløst af ejeren.

De bøder, som herved indkom, skulle foldeværgen gøre regnskab for på stævnen hver 14de dag, idet han måtte gøre rede for, hvilke dyr der havde været optagne, og hvad derfor var betalt. Disse bøder skulle tilligemed “de andre byens indkommende midler til videre deling forvares”.

Det var selvfølgelig ubehageligt for en mand at komme til at betale bøder for sine optagne kreaturer, men værre var det dog, hvis han lod sig friste til at tage dem fra dem, som skulle føre dem til foden, eller med magt ville udfri dem af denne; thi da var bøden herfor meget højere, nemlig “4 mark til byen og dobbelt så meget til herskabet”

Foruden disse folde i selve byerne havde man i ældre tid en hel række af sådanne spredte omkring i skovene og på skovmarkerne. Disse folde var udelukkende bestemte for svin, som færdedes i skovene hele efteråret og mangen engang vinteren med, og var nødvendige for dyrene, når de ikke skulle lide så meget under vejrliget, at de ikke kunne trives i den bedste oldentid eller blot bjærge livet i den strenge vinter.

Undertiden anlagdes sådanne folde af enkeltmand, måske nærmest af jordegne bønder; men almindeligst var det, at bylavet i fællesskab indrettede sig sådanne folde i og ved den bedste oldenskov og nær ved dybe moser eller vandløb, hvorved svinene fik let adgang til vand.

Nogle af disse folde var kun simple indhegninger, hvis bund var belagt med et tykt lag småsten, for at svinene ikke skulle oprode hele bunden. Det var selvfølgelig et yderst tarveligt ly, de ydede dyrene, men var dog altid et samlingssted for dem, hvor de i nødsfald kunne fodres.

Ved de større folde af denne art synes der for århundreder siden at have været bygget huse for vagterne, og disse huse har da fået navn af “fajl” og beholdt navnet lige til vore dage. Vi har således Faldegård i Kværndrup sogn, der i daglig tale kaldes “Fajle”, en stor bondegård, og i Hønsehaverne i Lunde sogn findes “Fajlstedet”, en mindre bondegård. Begge ligger i gamle skovmarker. Også andre steder i det sydlige Fyn genfinder vi navnet ikke på huse og gårde, men på de skove, hvor folden har været, således “Fallet” under Hesselagergård, hvor man altså i sin tid har “drevet svinene ud på Fajlen”, som det hed.

Et ærinde hos smeden kunne let besørges samtidig med et møde på stævnen, og stundom søgte man vel også ly i smedjen, når alt for barskt vejr gjorde opholdet på stævnen ubehageligt, ikke at tale om, at man ved et besøg i smedjen kunne få udvekslet alskens bynyt, hvilket almindeligt sker den dag i dag, hvorfor også smedjen med dens mere eller mindre troværdige nyheder kaldes “den sorte avis”, et navn, der er mere betegnende end egentlig smukt.

Smeden selv var en vigtig mand i byen og ofte en myndig mand. Besad han nogen virkelig dygtighed i sit fag, blev han betragtet med en vis ærbødighed og tiltroedes vistnok temmelig almindeligt evner på grænsen af det overnaturlige, og han var derfor også i mangt og meget byens kloge mand.

Det vakte naturligvis beundring, når man så den gamle mester – af et stykke jern – måske kun en gammel hestesko – fremstille stål til et skærende redskab.

Den kemiske og fysiske omdannelse af jernet, der foregik i det indre af den glødende trækulmasse, så jo ud som trylleri for de uindviede, og for smeden selv var det selvfølgeligt også temmelig uforklarligt; han kendte kun de praktiske håndgreb. Ligeledes hørte det med til smedens kunststykker at hærde jerndele, så de blev overordentlig hårde på overfladen og kun lidet udsatte for rust, den såkaldte “indsætning”.

Man træffer sådanne indsatte jerndele i gamle møbellåse og især bøsselåse. Det hemmelighedsfulde slør, som smeden forstod at kaste over sine arbejder i slige retninger, var vel egnet til at vække forundring og give respekt for ham.

Man smedede almindeligt i gamle dage ved trækul, som mændene førte med til smedje; slap disse op til utakke, kunne gode mosetørv ofte og i stedet, helst når man ikke skulle svejse. Stenkullene kom langt senere i almindeligt brug, og endnu for 50 år siden holdt smedene nok af at få trækul og stenkul blandede, det gav “en lettere ild”.

Smedens løn blev fortrinsvis ydet ham i varer, hvilket var en almindelig betalingsmåde i fællesskabets dage på flere områder. Som en del af lønnen var der ofte tilstået ham græs til en ko eller to, stundom måske mere, i byens græsmark. Af de varer, der hyppigst anvendtes som betalingsmiddel, var rug og byg de almindeligste, en, to eller flere skpr. efter gårdens størrelse.

Når smeden skulle have sin løn, sædvanlig ved mikkels- eller mortensdag, samledes bymændene til “smeddegilde”, tidligere vistnok hos oldermændene, senere hos smeden i dennes hus, og havde da kornet og lidt penge med. Når lønnen var betalt, vankede der naturligvis øl og snaps og lidt mad dertil, dernæst også et slag kort.

Foruden dette egentlige smedegilde fik smeden i sin tid nogle steder sin løn forbedret ved hjælp af et såkaldt vallegilde, dvs. han fik en efterårsdag “et mål mælk” af hver mands køer i byen. (Et mål mælk er den mælkemængde, som køerne giver ved en malkning). Det var morgenmælken, man mødte med på en bestemt dag efter smedens indbydelse – en fattig kone gik gerne byen rundt med buddet; der hang jo altid lidt ved, en tot uld, en kop gryn e. lign. – byens piger kom med mælken den fastsatte morgen, de bar den i malkebøtter på hovedet. Mælken tømtes ud i kar og baljer til flødeafsætning og senere ostning. Pigerne beværtedes med mad og kaffe. Her er denne skik hørt op for 40 à 50 år siden.

For denne faste løn skulle smeden beslå hestene og udføre de almindelige istandsættelser ved plove, harver og vogne; men bymændene måtte selv tillægge jern og kul samt deltage i arbejdet. Hestene blev som oftest kun forsynet med forsko for at spare på det dyre jern; firskoede heste var sjældnere, deraf talemåden: “Han løber som en firskoet hest!” der bruges om en, der kommer løbende med stort bulder og i stærk fart. Nye avlsredskaber og andet værktøj betaltes med rede penge, når anden aftale ikke var truffet.

Skønt smeden var antaget af bylavet og lønnedes af dette og således stod i et vist tjenende forhold til byen, var han som regel ingenlunde at spøge med.

Skulle man have et arbejde udført af ham, hjalp det ikke at kræve det som ret; man måtte høfligst forespørge, når det passede ham bedst, ellers kunne man frygte for at få det alt for længe udsat eller – når det gik højt – endogså stå i fare for at blive jaget ud af smedjen. Rigeligt med brændevin og øl og jævnligt en mellemmad måtte der med til smeden, når der skulle blive ordentlig gang i arbejdet, og endda var mangen gang den stakkels mand eller karl at ynke, som kom til smedje for at hjælpe til med arbejdet, når han ikke evnede at føre forhammeren til gavns, han fik “læst sine synders forladelse” så eftertrykkeligt, at røg og ild og eder fløj ham om ørene efter en større målestok – det var alt andet end hyggeligt.

Plantebedets bestemmelse var særlig den at være en fredet plads for tiltrækning af de kålplanter, som byens beboere i sommerens løb fik brug for. Når man om foråret skulle have kålfrøet sået, blev det selvfølgelig vedtaget på stævnen, hvilken dag det skulle være.

På den bestemte dag mødte hver mand i byen med en hjulbør eller tørvekurv fuld af hønsegødning, der blev spredt og nedgravet på plantebedet. At man vedtægtsmæssig netop benyttede denne bestemte slags gødning, havde sin grund i, at det var almindelig antaget, at de unge kålplanter derved var skærmede mod angreb af jordlopper, der er kålfamiliens svorne fjender.

Hvem der har ført tilsyn med plantebedet, forlyder der intet om; men rimeligt er det, at i det mindste et overopsyn har påhvilet oldermanden, al den stund han havde tilsyn med og øverste myndighed ved alt, hvad der vedkom “byens nytte og tarv”. Derimod kan der næppe være tvivl om, at bymændene i fællesskab har hegnet om deres plantehave ligesom om deres fajl og marker; thi uden gærde kunne de unge planter umulig bevares i fred hverken for større eller mindre dyr.

Både grønkål og hvidkål spillede en betydelig rolle i bøndernes husholdning, idet den kogtes sammen med flæsket af oldensvinene. Disse dyr blev langtfra altid så fede på oldenen i skovene, som ønskeligt kunne være, og det var ikke hver mands sag at afse synderligt meget korn til en efterfedning af dem, og flæsket egnede sig da kun dårligt til at stege på panden, det “kunne ikke fedte sig selv”, som det hed.

Derimod var det, fast og velsmagende som det var, udmærket godt skikket til “at koge på” d.v.s. man kogte det sammen med grøn- og hvidkål (også ærter) og fik deraf en god og kraftig ret mad. Det gamle rim eller, om man vil, den gamle remse, der er lagt i munden på en lille dreng, der er kommen ud at tjene, illustrerer tydeligt nok kålens betydning i ældre dages husholdning. Det hedder:

Jeg var mig en lille dreng,
jeg skuld’ ud at tjene,
tidlig op og sild’ i seng,
altid fik jeg skjende,
kål, det fik jeg blad for blad,
kød, det fik jeg da og da,
flæsk, det så jeg aldrig.

I slutningen af det 18de århundrede blev der opført en kro ved sogneskellet mellem Kværndrup og Ryslinge sogne umiddelbart ved Odense-Svendborg landevejen. Det var den såkaldte Bækkro, der fik sit navn af en ubetydelig bæk, som løber tæt forbi, følgende markskellet. Bækkroen tilhørte Krumstrup gods, og det er utvivlsomt dennes ejer, der har tilladt kroholdet. For Gultved bys beboere har den dog næppe spillet nogen stor rolle, men derimod ved man at berette, at den i mange år var samlingssted for Fyns smørprangere dagen før det bekendte Egeskov Marked.

Kværndrup kro lå tæt syd for stævnen mellem denne og åen, vest for landevejen. I 1834 mistede den sin betydning som kro, idet den nuværende gæstgivergård da blev bygget tæt nord for byen ved korslandevejen. Egeskov kro lå nord for gaden eller den gamle landevej, lige over for plantebedet og ved siden af smedjen, omtrent midt i byen.

Om denne kro ved vi, at det var en bindingsværksbygning som almindelige bønderhuse, med fremmerset, hvorfra en dør til venstre gik ind til slyngelstuen, der var den simplere gæstestue, og hvor der var lergulv og et mægtigt egetræs bord. Til højre i forstuen førte en anden dør ind til den pænere gæstestue, hvor der var stengulv. Fra denne førte atter en dør ind til storstuen, hvor de finere gæster kom ind, her var fjælegulv.

Det fineste møbel her var et glasskab, der gjorde tjeneste som skænk. Her skal endnu tilføjes, at der i slyngelstuen henstod en kobberspand, altid fyldt med vand, hvori der var anbragt en håndsprøjte. Man ved nu ikke med sikkerhed, hvad denne anstilling havde at betyde, måske skulle sprøjten anvendes i tilfælde af uheld med ild eller lys, måske kunne den bruges, når krogæsterne blev alt for hede i hovedet og trængte til en alvorlig afkøling – vi ved det ikke. – Den nævnte kobberspand opbevares endnu.

Tænker vi os hertil nogle egepæle nedrammede i jorden foran langs vejkanten og ovenpå en bom med fastsiddende jernringe, hvorved de vejfarende kunne binde deres heste, har vi nogenlunde billedet af en landsbykro for 100 år siden.

På stævnen var der idelig lejlighed til at få en eller anden mand ikendt småbøder, som sædvanlig straks omsattes i våde varer, uagtet bylovene ofte indeholdt forbud mod sådan anvendelse af bøderne, og kunne der endelig ikke skaffes brændevin på anden måde, når tørsten var kommen over bymændene, så byttede man jord, idet en mand skiftede en ager mod en tilsvarende af naboens, naturligvis kun for det løbende år. De penge, som en af parterne da ved en slig lejlighed måtte give i bytte, blev så drukket op med det samme, som oftest vel nok på den nærliggende kro.

Kroen var ikke mindst farlig for kirkegængerne. Man ville jo gerne om søndagen have sig en hjertestyrkning, og da man ikke altid fik denne i kirken, så søgte man at få den i kroen, hvilket dog undertiden kunne gå temmelig vidt; ja vi finder endogså eksempler på, at besøget i kroen har ført klammeri og mindre slagsmål med sig.

Sligt kunne finde sted for omtrent 100 år siden, og går vi et par hundrede år tilbage i tiden, viser der sig lignende billeder for os. Af en tilføjelse i Kværndrup kirkebog for 1695 erfares det nemlig, at der den gang ikke var mindre end tre kroer i byen. Hos den ene kromand, Peder Kristensen Bøge, havde to soldater som “tarsk” for præsten, drukket under prædikenen og var derefter kommen i slagsmål og havde nær myrdet hinanden i præstegården, så præsten selv måtte tage geværet fra dem. (præsten var den stridbare og myndige nordmand mag. Peder Claudianus, der nylig var kommen til sognet.)

Det var imidlertid ikke alene i Kværndrup sogn, man var så vel forsynet med disse fordærvelige anstalter; thi disse indretninger voksede op overalt langs landevejene i rigelig mængde. Når bønderne kørte i langægter for herskabet, eller for egen regning red eller kørte til og fra marked, var der altid stadig lejlighed for dem til at få et glas mjød, en halv pægl brændevin eller et krus øl.

Alle disse kroer blev senere i al almindelighed kaldet “pissekroer”, et alt andet end kønt navn og langtfra tilstrækkeligt betegnende for den betydning, de havde. De stakkels små øboheste stod ofte i al slags vejr bundne til rækværket uden for kroen og frøs, måske i timevis, imens bønderne indenfor i skænkestuen handlede, drak eller sloges, alt efter stemningens højde og øvrige forhåndenværende omstændigheder.

Hårdføre var hestene, hårdføre var mændene, alle hartad i utrolig grad. Dette lader os nogenlunde forstå, hvorfor både dyr og mennesker ikke langt hurtigere satte helbred og liv overstyr, end tilfældet var.