Nedenstående artikel er klippet fra “BYHORNET” lokalhistorisk tidsskrift for Ryslinge Kommune, årg.1979
Kapellet i Lørup
I godt tre hundrede år har de eneste spor af det forsvundne Sct. Annæ kapel i Lørup været de bygningsrester, teglbrokker og lign., der er pløjet op af Gunnar Larsens mark. Overalt på marken har man efter hver pløjning blot kunne bukke sig ned og samle stumper op af det, der engang var Lørups helt centrale bygning. Kapellet var sammen med mange andre spredt ud over landet i høj grad med til at præge senmiddelalderens religiøse miljø. Som tilfældet i Lørup, er de fleste af disse kapeller i dag forsvundne.
Sct. Annæ kapellet var et valfartskapel, muligvis rejst i forbindelse med dyrkelsen af en hellig kilde i nærheden. I kapellet samledes folk fra nær og fjern for at tænde et lys, deltage i en messe og derved rense deres sjæle. Har der været en kilde og det kan vi altså ingenlunde være sikre på – har folk også søgt til den for at blive helbredt for sygdomme. Man havde en stærk tro på, at vandet i disse kilder havde en undergørende virkning, i særdeleshed, hvis det var velsignet af kirken.
Kapellets værnehelgen var Den hellige Anne, Jomfru Marias moder. Hun kendes som værnehelgen allerede fra det 2. århundrede, og blev i ganske særlig grad påkaldt af gravide kvinder. Hendes værnedag var den 9. december.
Dyrkelsen af Sct. Annæ kulminerede i slutningen af det 15. århundrede. På denne tid eksisterede der ikke blot flere Sct. Annæ kapeller, men også nye sognekirker blev viet til hende og i mange købstadskirker blev der rejst særskilte altre til hendes ære. Selve tidsrammen, slutningen af 1400- tallet er med til at datere kapellet i Lørup, om hvis opførelsestidspunkt vi i øvrigt intet ved.
Kapellet havde en relativ kort funktionstid og gik herefter en krank skæbne i møde. Som kirkelig institution fungerede det velsagtens i 2-3 generationer frem til reformationen i 1536. Blandt reformationens nye ideer var også et forbud mod valfart og helgendyrkelse. Dette blev kapellets bane. I modsætning til sognekirkerne havde valfartskapellerne ingen tiendeindtægt som økonomisk grundlag, og en indtægt skulle der til. Denne indtægt var tidligere indkommet gennem gaver, testamenter og lign. – alt sammen i intim forbindelse med kapellets brugere, der var villige til at betale endog ‘en høj pris for deres sjæls frelse.
Nedrevet blev kapellet imidlertid ikke med det samme. En skriftlig kilde fra 1589, biskop Jacob Madsens visitatsprotokoller, (l) omtaler kapellet i Lørup. Heri fremgår det, at ejeren af Krumstrup, Claus Huitfeldt, brugte bygningen som kornlade. Antagelig har den på dette tidspunkt været ret medtaget.
Det næste vi hører til kapellet finder vi i en præsteindberetning fra 1623 (2). Her skulle resterne af kapellet være blevet nedrevet 13 år tidligere i 1610 af den nye ejer af Krumstrup, Jacob Høeg efter en tvist med gejstligheden. Bygningsmaterialerne blev genanvendt ved opførelsen af nye bygninger på Krumstrup, og i de ældste partier af den endnu stående hovedbygning ses i dag store røde munkesten samt de granithugne sokkelsten fra kapellet. Men ikke bare den del af bygningen, der stod over jorden blev nedbrudt. Selv de marksten, der udgjorde fundamentet, blev delvist taget op. Tilbage var der tilsyneladende ingenting, og dog? der var stadig spor efter kapellet under jordens overflade, og disse kunne undersøges gennem en arkæologisk udgravning.
En sådan arkæologisk undersøgelse er blevet foretaget i sommeren 1979. Den blev iværksat som et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsledige og finansieret af Fyns Amt og Ryslinge Kommune. Den direkte anledning var, at de i forvejen svage spor i jorden helt kunne udslettes. Resterne ville med tiden simpelthen blive pløjet væk. Jeg skal kort skitsere forløbet af udgravningen samt de foreløbige resultater:
For at få den præcise beliggenhed af selve kapellet og få et indtryk af andre forekomster, evt. begravelser, huse og lign. blev der lagt en 65 m lang søgegrøft tværs gennem marken. Herved stødte man som ventet på kapellets fundamentsgrøft, der var ca. l½ m bred. Hvad det herefter gjaldt om, var at få fastslået kapellets udstrækning og grundplan. Der blev derfor lagt en række felter ud, hvor man fulgte fundamentsgrøften.
Mellem felterne bevarede man ½ m brede balke, der havde betydning derved, at man kunne aflæse profilerne (det lodrette snit) Disse er altid vigtige i en arkæologisk udgravning, hvor forskellige lag ofte er hårfine og derfor yderst svære at følge i en fladeafgravning. Ca. 4/5 af kapellets’areal blev på den måde systematisk afdækket og resultatet må siges at være interessant. Det mest overraskende var nok kapellets dimensioner. Fundamentsgrøften målte udvendig ca. 15,50 x 10 m, hvilket giver et indvendigt areal på over 155 m2.
Det er det samme som skibet i en almindelig landsbykirke.
Men tilbage til kapellet. Lad os til slut prøve at tegne et billede af bygningen, som den tonede frem i landskabet i sine velmagtsdage. Det har været en stor rektangulær bygning, hvor der ikke udvendig var nogen synlig adskillelse mellem skib og kor. Nederst sås de granithugne affasede sokkelsten, godt 60 cm høje. Herover rejste sig muren i røde teglsten, de såkaldte munkesten. Muren må have været gennembrudt af store vinduesåbninger, men om der har været indgang til kapellet på nord- eller sydsiden eller i vestenden kan ikke siges. øverst var taget i brændte tagsten, og aller øverst rejste sig et spir – en såkaldt tagrytter – hvori klokken hang (3). Om der har været tilknyttet en begravelsesplads til kapellet er uvist.
Omtrent således må vi forestille os kapellet. Det har stået højt hævet i terrænet og har kunnet ses på lang afstand af de tilrejsende. Det må have aftvunget respekt som det stod der, værdigt og helt uanfægtet af livets gang på markerne og gårdene omkring sig.
Carsten Ljungkvist
Noter: l. “Den tredje Fyenske evangeliske Biskops Mester
Jacob Madsen Visitatsbog” udg. af A.C.Crone, Odense 1853, p.178
2. Præsteindberetninger til Ole Worm: II København 1974 p.125
3. Ibidem