Dette indlæg (i forkortet form) er sakset fra www.fynhistorie.dk med tilladelse af Hans Nørgaard.
Præsteindberetninger til Ole Worm i 1623 fra Gudme herred.
I august 1622 udgik der en kongelig befaling til “Bisperne udi Danmark og Norge antikviteter anrørendes”, hvori de rundt omkring i landet blev pålagt, at anstille undersøgelser
om alle slags oldsager deriblandt runemindesmærker og indsende beretning derom. Dette initiativ kom i stand på foranledning af læge Ole Worms store interesse for især de mange runestene, der fandtes rundt om i Danmark.
Indberetningerne til Ole Worm indkom i løbet af de følgende år.
I Gudme herred skete det i løbet af 1623, og det er så heldigt, at indberetningerne er bevaret iblandt indkomne breve til Fyns biskop (Landsarkivet i Odense)
Nedenstående fotokopierede tekst er indberetningen fra Ryslinge præsten angående Sct. Annæ kapel i Lørup.
Den gamle gotiske håndskrift fra 1600-tallet er svær at tyde, men ved at forstørre teksten op kan man læse følgende, (transskriberet/oversat af Hans Nørgaard)
Vdj Rÿslinge sogn ocsaa vdj Gudme herridt vdj en Bÿ kaldet Lörup hafver staaet It Capell med en spjr paa, er kaldet S. Annes Capell, hvort hen de ere sögte som hafve veret beladde med atskillige slags Siugdomme oc ere der blefne helbrede, saa de hafve der kast deris Krycker. Som gandske mange saadanne Krycker skal vere funden vdj samme Capell.
Oc er endnu vdj Mands minde at samme Capell hafver veret ved mact. Klocken som hengde i samme Spjr blef först fört hid til Rysslinge Kircke oc her vdj Taarnet ophengt. Men siden blef den fört til Kiöbenhafn. Spjret lod Ærlig oc Velb. nu Salig Claus Huitfeld afbryde oc före til Crumstrup.
Muren lod siden Velbiurdig nu Salig Jacob Högh nedbryde oc brugte af Stenen til den Bygning, som nu staar paa Crumstrup.
En Enghafve laa der hos kaldet LammeHafven, saa kaldet fordj at de Lam som Folck gafve at holde samme Capell ved mact med, blefne lösladne vdj samme Enghafve. Denne Enghafve ligger nu til en Mands Gaard vdj i Lörup, som heder Knud Huid.
Dette forscrefne blef saaledes beræt for mig vdj Rysslinge Kircke vdaf de Eldste i Sognet.
Dominica IX post Trinit: 1623 (indberettet af Sognepræst Jørgen Olufsen Pop)
Dominica IX post Trinit: = søndag den 10. august 1623